Barndommens gade er ikke bare det sted, hvor man lærer at cykle og melder krig mod nabobørnene i en kridtcirkel.

Det er også stedet, hvor man kender hækkenes smuthuller til at hente vildtfarende bolde, og hvor nye lyde skiller sig ud som Dronning Margrethe foran Orange Scene.

Og så er det tæt på umuligt at sige, uden at man straks begynder at nynne Anne Linnet-style eller kommer til at tænke på en af landets helt store forfatterinders helt store litterære værker.

Tove Ditlevsen er som bekendt ophavskvinden til romanen Barndommens gade. Og er du på udkig efter en barndomsgade, hvor dine egne unger kan skramme albuer og knæ og få venner på tværs af ligusterhække, er der netop kommet en særlig adresse til salg.

Huset, som Tove Ditlevsen sammen med sin sidste mand, Victor Andreasen, ejede og boede i op gennem 50’erne og i starten af 60’erne, er nemlig netop kommet til salg. Det oplyser boligsiden Boliga.dk.

Villaen ligger i Birkerød og har et boligareal på 182 kvadratmeter, og selvom den løbende er moderniseret af sin nuværende ejer, er der ifølge salgsopstillingen fra Danbolig Lis Rasmussen, som har huset til salg, stadig flere gamle detaljer at komme efter.

Blandt andet bliver man budt velkommen af en hall, mens der findes tre stuer i stueplan og fire soveværelser samt walk-in og badeværelse på den øvre etage. Prisen lyder på 4.850.000 kroner, og så ligger huset ganske tæt på Birkerød Sø og byens centrum.

Fra Vesterbro til Birkerød

Tove Ditlevsen voksede selv op på Vesterbro i København under fattige kår, som hendes forfatterskab i særdeleshed også har omhandlet.

Både Vesterbro og Birkerød, der ligger i Nordsjælland-kommunen Rudersdal, er dog i dag blandt landets mere eksklusive steder at investere i fast ejendom.

På Vesterbro blev ejerlejlighederne ifølge tal fra Boliga sidste år handlet for kvadratmeterpriser på godt 41.600 kroner. Hvilket altså svarer til, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter gik for godt og vel 3,3 millioner kroner.

I Rudersdal Kommune koster en hus-kvadratmeter for øjeblikket 38.375 kroner. Og dermed er Tove Ditlevsens gamle hjemadresse kommet på markedet med en kvadratmeterpris lidt under gennemsnittet i kommunen.

Tove Ditlevsen døde i foråret 1976, og har udover Barndommens gade blandt andet forfattet digtsamlingen Blinkende Lygter og romanen Vilhelms værelse.

Se huset her.