En måned slutter - for de flestes vedkommende - med, at der tikker løn ind på kontoen. Af dem ryger en sum direkte videre til de faste udgifter, men det er nok de færreste, der budgetterer med mellem 55.000 og 75.000 kroner på boligkontoen.

Ikke desto mindre er de ganske pæne summer, som ifølge lejeboligportalen Lejnu.dk hver eneste måned skal lægges i husleje, hvis man vil bosætte sig i en af Danmarks for øjeblikket dyreste lejeboliger. Det skriver Boliga.

Til de priser er det dog heller ikke et lille hummer, et fugtigt kælderværelse eller en ydmyg kvistlejlighed, man i fremtiden kan kalde hjem, men derimod bopæle i klassen, hvor "palæ" og "penthouse" ikke er fremmedord.

Her er Danmarks dyreste lejeboliger

Helsinkigade, Nordhavn

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

I et af Nordhavns helt store prestige-byggerier Frihavnstårnet ligger denne over 400 kvadratmeter store penthouselejlighed.

Lejligheden har syv værelser, der bl.a. fordeler sig på et master bedroom med walk in-closet, en opholdsstue med pejs og en afdeling med værelser og badeværelse, der fx kan bruges til teenagere eller en au pair.

Til lejligheden er der en 129 kvadratmeter stor terrasse med udsigt over Øresund.

Husleje: 75.000 kr./md.

Se boligen her

Høje Sandbjergvej, Rudersdal

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

Denne villa er landets for øjeblikket næstdyreste lejebolig og ligger ved Rude Skov i Nordsjælland.

Blandt årsagerne til den solide månedlige husleje er sandsynligvis underetagen, der både rummer spa, swimmingpool, sauna og dampbad.

Selve huset er 575 kvadratmeter stort, og de fordeler sig på 12 værelser, dertil kommer en have i park-størrelsen, hvorpå der også ligger en portnerbolig og et anneks.

Husleje: 65.000 kr./md.

Se boligen her

Teglgårdsvej, Charlottenlund

Denne villa har hjemme i Skovshoved, der ligger lige nord for København og midt i liebhaverområdet Charlottenlund, hvor nogle af landets absolut dyreste ejendomme handles.

Huset er 515 kvadratmeter stort, og pladsen fordeler sig bl.a. på otte soveværelser, tre stue en-suite og tre badeværelser, mens der i kælderen er en au pair-afdeling med eget køkken og bad.

For at leje huset, skal der ifølge Boliga lægges et depositum på 165.000 kr.

Husleje: 55.000 kr./md.

Se boligen her