Lad bare nullerne rulle, for til denne lejlighed hører der både en sublim havudsigt, over 300 kvadratmeter at brede sig på i den helt nybyggede ejendom 'The Silo' og en adresse i Københavns nyeste rigmandspostnummer: 2150 Nordhavn.

Hvis nullerne efterhånden er nået op i den otte-cifrede klasse, er det ikke helt løgn.

Lejligheden er nemlig købt for intet mindre end 20.655.000 kr. Det afslører tinglysningen af handlen, der netop er gået igennem, skriver Boliga.

Prisen placerer ejerlejligheden i den Østerbro-afhoppede bydel i toppen over historiens dyreste lejlighedshandler.

Der er nemlig blot fem lejlighedshandler, der gennem historien* overgår den salgspris.

En i Store Strandstræde og en på Købmagergade begge i det indre København, der blev solgt for henholdsvis 21 og 24,5 millioner kr. i 2014 og 2016.

Og tre lejligheder i Tuborg Havnepark i Hellerup, der er handlet til beløb på mellem 24.650.000 kr. og 21 millioner kr.

Nordhavn-nabo følger trop

Nordhavn-lejligheden er dog ikke den eneste repræsentant fra det nye postnummer i den eksklusive lejligheds-top.

Tinglysningen af skødet på Silo-lejlighedens underbo på 13. og 14. sal er nemlig også netop gået igennem, og den afslører, at der her er givet håndslag på en handel til godt og vel 19 millioner kr.

Begge handler bliver over for Boliga bekræftet af Nicklas Kastbjerg fra RealMæglerne Projektsalg København, der har stået for salgene.

Prestige-projekt i rigmandsbydel

Selvom mange sandsynligvis kender bygningen, der har haft teksten "Hva drikker Mølr"  tagget hen ad sin gavl, har ejendommen været gennem en transformation af den kaliber, der går under 'genfødsel'.

Ejerlejlighederne i 'The Silo' spænder over flere forskellige størrelser.

Lige nu kan man således vælge, om det er seks værelser fordelt på 216 kvadratmeter, fem værelser fordelt på 248 kvadratmeter eller hele otte værelser på knap 400 kvadratmeter, der trækker mest.

Er det derimod pengepungen, der er afgørende koster den største af lejlighederne, som lige nu er til salg i Siloen knap 32 millioner kr. - hvilket gør den til Danmarks dyreste ejerlejlighed udbudt til salg netop nu.

Kan mindre også gøre det, kan du halvere pris og kvadratmeter og få den mindste, af de tre lejligheder, der lige nu er til salg i ejendommen for 14.250.000 kr.

Se Danmarks dyreste lejlighed her

*Boliga har kendskab til alle bolighandler foretaget siden 1992.