Pølserne sprækker på grillen, mens børnene hopper på trampolinen og kartoffelsalaten er smagt til med purløg direkte fra højbedet.

Glansbilledet af en god dansk sommerdag, men ganske som det danske sommervejr måned efter måned lader vente på sig, så gør køberne til et sommerhus det samme.

Det tager stadig markant længere tid at sælge et sommerhus end et hus eller en lejlighed, viser en opgørelse fra den uafhængige boligside Boliga over salgstiderne på boligmarkedet i 2017.

For mens lejlighederne er væk igen efter 88 dage i snit og villaerne efter 184 dage i snit, så har det i gennemsnit taget 315 dage at sælge et sommerhus. Men det er ikke alle ferieområder, hvor køberne når at sove på beslutningen om at købe eller ej.

Særdeles veludhvilede må køberne være på Fanø, hvor det i gennemsnit har taget 734 dage at sælge et sommerhus i 2017. Knap så Tornerose-agtig en lur har køberne taget i vestjyske Henne, hvor det har taget 505 dage at få solgt.

Rykker hurtigst nær hovedstaden

Noget tyder da også på, at hovedstadens lynhurtige lejlighedsmarked har fået de københavnske købere til at vænne sig til et boligliv i overhalingsbanen.

De korteste salgstider finder man således ifølge Boliga.dk i Vejby og Græsted, hvor det blot har taget henholdsvis 113 og 118 dage at sælge et sommerhus, og det er en 'tour de Nordsjælland', man skal begive sig ud på, hvis man vil se de sommerhuse, der hurtigst bliver solgt.

Det hurtigste postnummer uden for Sjælland finder man i Ringkøbing, hvor det har taget 240 dage at sælge et sommerhus.

Se, hvor lang tid det tog at sælge et sommerhus i dit foretrukne sommerhus-område her.

*Boliga har opgjort salgstiden for sommerhuse solgt i 2017. Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg i perioden.