Når temperaturen som nu ventes at kravle så langt ned under nulpunktet, at ikke en gang de uldne sokker og de lange underbukser  er nok til at holde kropsvarmen nær 37 grader, kan det være fristende at give radiatoren et ordentligt vrid opad.

Men har man holdt vinter med tropevarme strømmende ud i stuerne, mens polarvinden har føget på den anden side af murene, kan det være en knap så sjov oplevelse at betale den tilhørende regning.

Den gode nyhed er dog, at der er nogle ganske enkle ting, du selv kan gøre for at holde varmen uden at poste unødige kroner i radiatorerne i disse kolde tider. Det skriver Boliga.dk.

»Man skal jo ikke gå og fryse derhjemme for at spare, og derfor er det godt at vide lidt om, hvordan varmen fungerer,« siger Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent hos Tekniq Installationsbranchen, der er arbejdsgiver- og erhvervsorganisation inden for el- og vvs-branchen.

»Hvis man har radiatorer, sidder de ofte under vinduerne og sender varm luft op foran, så man holder kulden ude. Varmen stiger op, følger loftet og falder ned, når den taber varme. Kender man denne cirkulation, er det lettere at forstå, hvordan man undgår at bremse varmen og derved holder energiforbruget nede,« siger Birger Tannebæk Christiansen til Boliga.

Her er fem klassiske hjemmefejl, der påvirker dit varmeforbrug

Du har skjult din radiator

»Der er en tendens til at synes, at radiatorer er grimme. Derfor har mange lavet radiatorskjulere, og nogen stiller også sofaen foran. Men hvis man stiller en tung klunkesofa eller har en meget tæt radiatorskjuler, vil de stoppe varmeflowet, og radiatorens termostat vil tro, at rummet er dejlig varmt, fordi en del af varmen ikke kommer videre,« siger Birger Tannebæk Christiansen.

Du trækker gardinet for radiatoren

»Trækker du gardinet for udenpå radiatoren, vil der ske det samme, som hvis der står noget tungt foran. Varmen bliver holdt bagved, og termostaten tror, at rummet har den temperatur, det skal,« siger Birger Tannebæk Christiansen

Du skruer hyppigt op og ned for gulvvarmen

»Gulvvarme fordeler varmen som en pude, der stiger jævnt op i hele rummet. Det lune gulv gør, at man ikke føler kulde på samme måde, som man kan gøre i rum med radiatorer, fordi fødderne ikke bliver kolde,« siger Birger Tannebæk Christiansen.

»Men det kan ikke svare sig hyppigt at skrue op og ned for varmen i gulvet. Da den ofte er støbt ned i beton, vil den nemlig være længe om at ændre temperatur. Man kan se det lidt som en sten i solen; den er længe om at blive varm, men den er også længe om at køle af, hvis man tager den ud af solen.«

Du har kun én radiator tændt

»Har du flere radiatorer i et rum, er det en god ide, at tænde dem alle, så det ikke er én radiator, der skal varme hele rummet op. Er der kun en radiator tændt, vil den varme meget kraftigt op for at holde temperaturen i hele rummet, mens du kan klare samme opgave med et lavere energiforbrug, hvis du fordeler den på flere radiatorer,« siger Birger Tannebæk Christiansen.

Du glemmer at lufte ud

»Det er vigtigt at lufte ud - også når det er koldt - så man får et godt indeklima med god cirkulation. Det er en god ide at slukke for radiatoren, da den selvfølgelig vil registrere den kolde luft udefra og forsøge at varme det op,« siger Birger Tannebæk Christiansen.

»Når du lufter ud, vil den kølige luft blande sig med den varme og forsøge at presse den ud. Forurening hænger også oppe i den varme luft - og den vil derfor blive presset med ud - og det vil vi jo gerne have.«

Her kan du læse om boligforbedringerne, der kan spare dig for masser af penge