To millioner kroner. Så meget har Københavns boligkøbere fra 2011 tjent på at sælge deres villa eller rækkehus i år.

Og københavnerne er ikke de eneste, der har høstet et plus på at have købt huset indenfor de seneste ti år og solgt det igen i år.

Det viser helt nye tal fra boligsiden Boliga.

2011, 2012 og 2013 er nemlig også de gyldne år i Nordjylland, Nordsjælland, Østjylland, Østsjælland, Sydjylland og Vestsjælland.

I Nord- og Østsjælland betyder det, at dem, der købte deres nye hus i årene efter finanskrisen, har tjent omkring 600.000 kroner på at sælge igen i år.

Mens huskøberne fra krisens kølvandsår i Jylland har tjent mellem 270.000 og 527.000 kroner på at sælge deres hjem i år.

»I de første fire-fem år efter finanskrisen kunne man købe billigt ind på boligmarkedet, og så er der nogle, der indløser gevinsten nu, hvor priserne er steget. Omvendt er der sælgere, som købte lige før finanskrisen og derfor må forvente at skulle blive boende flere år, før de kan indkassere en fortjeneste på at handle deres hjem,« siger Boliga-direktør Frederik Rovsing.

Fortsat glimt af krisen

I Vest- og Sydsjælland har huskøbere, der handlede i 2006, 2007, 2008 og 2009 og solgte huset i år, afsat deres villa eller rækkehus mellem 50.000 og 283.000 kroner billigere, end de selv købte det for.

Mens også slutnullernes huskøbende sønderjyder, fynboer, bornholmere og sjællændere udenfor København har givet håndslag på handler, der har været billigere, end det de selv købte for.

Her kan du se, hvad hussælgerne i dit område har tjent.