Der skal normalt en hel del dage til at få solgt de huse, der bare nærmer sig en af de eksklusive titler som landets dyreste.

Men selvom dette store rækkehus i Klampenborg ikke bare var blandt landets dyreste, men stod øverst på rækkehus-skamlen med en pris på hele 19.750.000 kr., skulle der blot gå en måned på det officielle marked, før en køber havde fundet huset, booket en fremvisning, forelsket sig i kvadratmeterne og skrevet under på købskontrakten.

Handlen bekræfter liebhavermægler Kristian Lützau, der har stået for salget, overfor Boliga.dk - han har dog ikke yderligere kommentarer.

Eksklusivt område

Selvom rækkehuse ofte vækker associationer til metervis og atter metervis af den samme mindre boligtype. Og rækkehuset her - i sagens natur - også ligger omringet af flere identiske ejendomme, er der ikke noget småt over det.

Huset fordeler sig nemlig på hele 335 kvadratmeter, og dertil kommer en godt 100 kvadratmeter stor kælder.

Beliggenheden er ligeledes i den eksklusive ende. Huset ligger nemlig i klyngen af de såkaldte Engelske Rækkehuse og var udbudt til salg med en kvadratmeterpris på næsten 59.000 kr.

Klampenborg er da også blandt de steder i landet, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris er højest, oplyser Boliga.dk. Postnummerets villaer og rækkehuse bliver i gennemsnit udbudt til salg med en kvadratmeterpris på 52.800 kr.*

Modedronning rykker nærmere vandet

Bag den sælgende underskrift på købsaftalen gemmer den danske mode-erhvervskvinde Malene Malling sig.

Hun har gennem mange år været kvinden bag det nu lukkede mode-magasin Cover, ligesom hun også har været chefredaktør for Costume og skrevet en bog om dansk fashion.

Og selvom det nu er et farvel til rækkehuset, der ikke ligger langt fra Klampenborg station, er det ikke helt farvel til København-forstaden.

I løbet af sensommeren købte Malling nemlig Radiometer-milliardæren Johan Schrøders tidligere hjem på Taarbæk Strandvej, der ligger helt ud til havet ved Bellevue ligeledes i Klampenborg.

Prisen for denne handel var 23 millioner kroner. Det vides endnu ikke, hvad Malling har fået for sit rækkehus, da handlen fortsat ikke er tinglyst.

Se billeder af huset her.

*Boliga har opgjort udbudskvadratmeterprisen d. 15. august i 2017.