Huxi.

Efternavnet er nærmest unødvendigt, når det kommer til den danske vært og satiriker.

Og mens de fleste nok er vant til at lade hans røst fylde deres stuer gennem radioen, så er der nu en sjælden chance for at lade ens møbler fylde hans stue. Hvis man vel at mærke har fem millioner til overs til et boligkøb.

Huxi Bach har nemlig sat sin lejlighed på Vesterbro til salg, og udbudsprisen for de 94 kvadratmeter på toppen af nullernes hippeste bydel er 4.995.000 kr. Det skriver Boliga Kendte.

Men det er selvfølgelig heller ikke bare en lejlighed. Der er både snedkerkøkken, franske døre og så en altan, hvor der ifølge salgsteksten hos mægleren "ikke alene er sol hele eftermiddagen og aftenen, der er også udsigt over et frodigt gårdmiljø."

Ligesom der i femtesals-lejligheden er fundet plads til to værelser udover køkken-alrummet og stuen.

Kendt fra radio

Dermed er formanden for det Gode Gamle Folketing - altså radioversionen - på vej videre fra lejligheden, som han selv købte i 2015.

Hvor hurtigt en køber føler sig kaldet til at præsentere Huxi Bach for en underskrevet købsaftale er uvist, men der er en vis fart på boligmarkedet på Vesterbro i København. Ifølge Boliga tog det 60 dage i snit i årets første seks måneder at sælge en lejlighed på Vesterbro med det megen byliv - både dag og nat.

Huxi Bach må dog i de kommende måneder også bruge både nogle af døgnets lyse og mørke timer væk fra sin hybel i hipster-kvarteret.

I øjeblikket turnerer han nemlig rundt med sit oneman-show "Ind Til Benet", ligesom han ugentligt "prøver at komme ind til substansen i dansk politik" på Radio 24/7. Tidligere har han været tv-vært på ungdomsprogrammet Boogie og radio-vært hos P3.

Se lejligheden her.