Nul kroner. Som i: Ingenting overhovedet.

Det er såmænd afståelsessummen for en kendt beværtning i København – men man skal nok læse sig gennem hele boligannoncen, før man slår til.

For ifølge AmagerLiv er huslejen til at tage og føle på, hvis man skulle være fristet af det søde barliv.

Den lyder på 106.250 kroner om måneden for den historiske The Old Irish Pub på Amagerbrogade.

Men alligevel ganske bemærkelsesværdigt, at der derudover ikke skal betales noget for de 622 kvadratmeter, hvor der er plads til hele 300 gæster.

»Sælger er meget fleksibel, og overdragelse af leverandøraftale, oplæring og sparring efterfølgende, kan sagtens aftales efter ønske og behov,« som det endda også lyder i boligannoncen.

Ejendomsmægler Ulrich Csiszar fra 2G Erhvervssalg, hvor The Old Irish Pub er sat til salg, har ingen forklaring på omstændighederne.

»Det må du snakke med Irish Pub om. Pubben kører godt, så der er nok en anden forklaring,« siger han til AmagerLiv.