En stærk kastearm, med DM-, EM- eller OL-guldet hængende om halsen, som TV-vært, amatørdanser eller måske endda fra trænerbænken.

Selvom listen over ting man kan forbinde med hele Danmarks håndboldpar, Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensen er lang, kan der for øjeblikket føjes endnu et punkt til listen.

For de to national-legendariske sportshelte vil nemlig i fremtiden også være: de tidligere ejere af sommerhuset.

For nyligt indtog håndbold-parrets sommerhus, som de ejer med flere andre, nemlig boligmarkedet, og er man interesseret i at købe den store ejendom, skal der lægges 9,5 millioner kr.

Det skriver Boliga.dk.

Sommerhuset har navnet "Salgaardshøj" og er en knap 300 kvadratmeter stor trelænget gård med frit vue over Kattegat.

Vil man bruge den store ejendom mere, end bare når der står "fri" i kalenderen - så er muligheden der ligeledes for at bruge kvadratmeterne til helårshus. Det oplyser ejendomsmægler danbolig Tisvildeleje, der har huset til salg, i sin salgsopstilling.

Et af Danmarks dyreste områder

Sommerhuset ligger i det attraktive ferieområde Vejby, der ligger et smut fra et af sommerhusmarkedets absolutte konger, Tisvildeleje, på toppen af Nordsjælland.

Kyststrækningen, der blandt andre også tæller feriebyerne Rågeleje, Gilleleje og Hornbæk, er blandt landets mest attraktive steder at tilbringe ferierne.

I første kvartal i år blev sommerhusene i Vejby solgt til knap 20.000 kr. kvadratmeteren, hvilket er blandt landets højeste priser på fritidskvadratmeterne.

Nærmere hovedstaden

Rikke Hørlykke, der indstillede sin professionelle håndboldkarriere i 2006, og Klavs Bruun Jørgensen, der i dag er træner for kvindernes håndboldlandshold, har været gift siden år 2000 og bor til dagligt i København-forstaden Virum.

Se sommerhuset her.