Kendt ejendomsmæglers besked til boligejere vækker forundring
Post-it-sedler vækker opsigt blandt boligejere. Manden bag virksomheden beklager, at sedlerne er blevet delt så vidt og bredt.

Post-it-sedler vækker opsigt blandt boligejere. Manden bag virksomheden beklager, at sedlerne er blevet delt så vidt og bredt.

'Ring! Jeg har en køber til din bolig'.
Sådan lyder beskeden på den håndskrevne post-it-seddel, som flere boligejere har modtaget i postkassen med et tilhørende visitkort fra en ejendomsmægler.
Det skriver TV 2 ØST.
Mediet har været i kontakt med Lucjan Hunger, som er en af de boligejere i Syd- og Østsjælland, der har modtaget en af de pågældende sedler.
»Jeg mener, at det var en personlig note. Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Jeg har ikke skænket det en tanke, at det var en massemeddelelse, som han havde sendt til flere. Jeg troede virkelig på, at der var en køber til ejendommen,« siger han til mediet.
Lucjan Hunger mødtes med ejendomsmægleren, som ifølge ham fastholdt, at han havde en køber til hans hus.
Han underskrev derfor en formidlingsaftale.
Sedlen kommer fra det roskildebaserede ejendomsmæglerfirma 'Boligbutikken', som er ejet af Tobias Edlev Nielsen, der er kendt fra TV3-programmet 'Boligkøb i blinde'.
Boligejeren Lucjan Hunger trak sig dog kort tid efter mødet med ejendomsmægleren ud af formidlingsaftalen.
Han havde nemlig en klar fornemmelse af, at der slet ikke var en køber til hans hus.
Forbrugerombudsmanden, kan ikke kan udtale sig om, hvorvidt den specifikke reklame, der er omdelt i både Holbæk, Næstved og Faxe Ladeplads, er vildledende.
Han fremhæver dog over for TV 2 ØST, at man som erhvervsdrivende skal dokumentere det, man siger om sit produkt, samt at man ikke må vildlede.
Det vil sige: lyve, overdrive eller præsentere oplysninger, så de kan misforstås.
Ejendomsmægleren Tobias Edlev Nielsen har ikke ønsket at stille op til interview med lokalmediet.
Han oplyser dog , at det er en beklagelig fejl, sedlen blev delt vidt og bredt.
Vedrørende kritikken af markedsføringen fortæller Tobias Edlev Nielsen, at han også har modtaget meget ros, men at han vil genoverveje den, hvis den bliver opfattet forkert.