Det er måske ikke lige på mandag eller tirsdag, du skal sætte gang i samtlige maskiner i hjemmet, hvis du gerne vil spare penge.

Her kan elprisen nemlig ende med at slå rekord og blive årets hidtil dyreste to steder i landet.

Sådan lyder det fra Elpriser.dk.

Målt på spotprisens døgngennemsnit kan både mandag og tirsdag slå årets hidtil dyreste døgn i Vestdanmark, mens Østdanmark ventes at lande lige under.

Mandag starter ud med et døgngennemsnit 3,33 og 3,43 kroner/kWh for henholdsvist Vest- og Østdanmark.

Men tirsdag bliver det dyreste, lyder prognosen.

Steger man mortensaften tirsdag kl. 16–19, koster strømmen omkring 12 kroner i Vestdanmark og 13 kroner i Østdanmark. Foto: Elpriser.dk

I Vestdanmark ventes døgngennemsnittet at runde i 3,38 kroner/kWh, mens det i Østdanmark når 3,46 tirsdag.

Allerdyrest bliver det mellem klokken 17 og 18, hvor det forventes at koste cirka 4,82 kroner/kWh i øst og 4,56 i vest.

Og skulle man tilfældigvis stå i køkkenet tirsdag aften og stege Mortensaftensanden mellem 16-19, ja så koster strømmen 12 kroner i Vestdanmark og 13 kroner i Østdanmark.

Dermed kan årets rekordpris i Vestdanmark fra 29. oktober på 2,78 kroner/kWh altså blive slået tirsdag.

Billigst bliver det hen mod weekenden, når prisen fredag skulle komme ned på cirka 2,02 kroner/kWh i døgngennemsnit i Vestdanmark og 2,23 i Østdanmark.