Ejer af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, er klar til at indkassere et tab på ti millioner kroner.

Erhvervsmanden har således sat prisen på sin store jagtejendom Skåstrup-Nyhave ved Bogense på Fyn ned til 49 millioner kroner, skriver Børsen.

Da den 251 hektar store landejendom, som Palle Skov Jensen har samlet gennem flere opkøb siden 2000, blev sat til salg i juni lød prisskiltet på 59 millioner kroner.

Palle Skov Jensen ejer personligt omkring halvdelen af ejendommen, mens et af selskaberne i hans koncern ejer resten.

Den kæmpe ejendom på Nordfyn er sat til salg hos ejendomsmægler Asger Olsen, der har specialiseret sig i landejendomme. På firnaets hjemmesiden kan man læse om huset, der har direkte adgang til strand og ligger med udsigt til Kattegat, at der på grunden er to skove, otte udlejningsboliger samt nogle driftsbygninger.

‘Skåstrup-Nyhave er således en enestående og særdeles herskabelig skov-, jagt- og liebhaver-ejendom med et særdeles godt beliggende hovedhus direkte til havet,’ står der.

Palle Skov Jensen har ikke kommenteret Børsens historie om prisnedsættelsen på ejendommen.

Jensens Bøfhus moderselskab 'Jensens Food Group' præsenterede i juni et skidt regnskab for 2016 med et underskud på hele 31 millioner kroner før skat. Det bragte egenkapitalen ned på blot en enkelt million. I 2012 var egenkapitalen 130 millioner kroner, fremgår det af det seneste regnskab.