Ikke i tvivl: På torsdag rammes danske boligejere med 99,9 procents sandsynlighed
Nu rammer rentehammeren danske boligejere, vurderer investorerne. Kan koste disse boligejere over 10.000 kroner om året.

Nu rammer rentehammeren danske boligejere, vurderer investorerne. Kan koste disse boligejere over 10.000 kroner om året.

På torsdag klokken 14.15 sætter Den Europæiske Centralbank (ECB) renten op.
Investorerne på verdensmarkedet er ikke i tvivl. Mandag vurderer de ifølge finanstjenesten Bloomberg, at der er 99,9 procents sandsynlighed for, at ECB-chef Christine Lagarde trækker rentevåbnet for at hugge den stigende inflation ned.
Inflationen i eurozonen er måned for måned steget fra 1,7 procent i januar til 3,2 procent i maj.
Det er de stigende olie- og gaspriser, der er fulgt i kølvandet på USA og Israels angreb på Iran 28. februar i år, der har sat fut under inflationsbålet.
Og denne gang vil Christine Lagarde og co. ikke tøve med at finde skumslukkeren frem, vurderer investorerne.
ECB fik nemlig voldsom kritik for at være alt for tøvende med at gribe rentevåbnet, da inflationen stak af efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Dengang nåede inflation op på over 10 procent, før ECB med en stribe renteforhøjelse fik banket den ned igen.
Økonomerne er enige om, at ECB denne gang griber ind i tide.
Og ECB kommer ifølge markedet ikke til at nøjes med en enkelt renteforhøjelse i år.
Til september vil Christine Lagarde med 74 procents sandsynlighed hæve renten igen.
Det er skidt for danske boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-Kort og Kort Rente, der får fastsat ny rente hvert halve år.
Renten på disse lån følger nemlig stort set ECBs renten én til én.
Renten på et F-kort-lån ligger i dag på cirka 2,35 procent, alt efter hvilken obligation lånet er udstedt i.
Med to renteforhøjelse á 0,25 procentpoint i år vil boligejere med F-kort-lån til januar få fastsat en ny rente på cirka 2,85 procent.
Det vil sende den månedlige ydelse på et afdragsfrit F-kort-lån på en million kroner op med cirka 300 kroner efter skat svarende til cirka 3.600 kroner om året.
Sidder man med et lån på for eksempel tre millioner kroner, er det noget, der vil kunne mærkes i de fleste husholdninger.
Også boligejere, der har finansieret hele eller dele af deres boligkøb med et boligbanklån - også kaldet prioritetslån - vil blive ramt, hvis eller snarere når ECB sætter renten op.