Det er steget og steget og steget.

Faktisk er boligsalget nu steget til det højeste niveau siden 2021 – og har sat september-rekord. Men det stopper formentlig ikke der.

Sådan lyder det i en kommentar fra Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom hos Nykredit.

Han oplyser, at boligsalget – ifølge de seneste tal fra Boligsiden – er fortsat med at stige.

Det samlede salg lå på 8.874 boliger fordelt på 5.715 huse, 2.015 ejerlejligheder og 1.144 fritidshuse.

»Der er dermed tale om det højeste antal hushandler for en september måned siden finanskrisen,« forklarer han.

Og boligmarkedet fortsætter i høj tempo i flere egne af landet, lyder det.

»I Østsjælland er det nuværende boligsalg kun blevet overgået en enkelt gang siden finanskrisen, og det var i marts 2021, som netop var den måned, hvor hussalget toppede på landsplan under pandemien,« forklarer Svend Greniman Andersen.

Mens salget på ejerlejlighedsmarkedet er nogenlunde uændret i landets største byer, lyder det fra seniorøkonomen, at salget af lejligheder i Aarhus »først for alvor er kommet op i gear i løbet af de seneste måneder«.

Det har betydet, at antallet af ejerlejligheder, der er sat til salg i den jyske storby, er faldet markant – og det giver ifølge Svend Greniman Andersen »grobund for lidt større prisstigninger den kommende tid«.

»De danske boligkøbere er tilsyneladende upåvirket af den usikkerhed, der har omgærdet verdensøkonomien siden foråret,« forklarer han.

Sammenlagt indikerer det hele, at udviklingen kommer til at fortsætte, vurderer seniorøkonomen:

»I Nykredit forventer vi stigende boligpriser i både 2025, 2026 og 2027,« lyder det fra Svend Greniman Andersen.