Det er efterhånden blevet den tid på året, hvor du med sindsro kan lade radiatorerne i hjemmet være slukkede.

Men har du husket detaljen, der kan spare dig for kroner og øre – op mod fem procent på varmeregningen

»Mange boligejere ved ikke, at de faktisk kan skære en god bid af varmeregningen på bare fem minutter,« som det lyder fra Bo Halm Andersen, energikonsulent hos NRGi:

»Det er en af de nemmeste besparelser, du kan gøre i dit hjem.«

For han påpeger, at det ikke er nok 'bare' at skrue ned for varmeanlægget, selvom det umiddelbart har den konsekvens, at der jo ikke sendes varmt vand til radiatorerne.

Der skal lige lidt mere til.

For man skal også huske at slukke for cirkulationspumpen eller sætte den på 'sommerdrift', hvis den funktion findes.

Gør man det, vil der stadig blive produceret varmt vand til bad og køkken, men der bliver ikke sendt varme til radiatorer og gulvvarme. 

»At lade pumpen køre, selvom varmen er slukket, er lidt som at lade bilen stå i tomgang hele sommeren,« siger førnævnte Bo Halm Andersen:

»Det fører ikke kun til unødvendige omkostninger, men også til slid på pumpen, som risikerer at gå i stykker. En ny cirkulationspumpe koster typisk 5.000-10.000 kroner, og det er en udgift, man nemt kan undgå ved at slukke for pumpen.«

15. maj er national sommerlukkedag af varmeanlæg herhjemme. 

Og ellers lyder anbefalingen, at man roligt kan gøre det, hvis dagtemperaturerne regelmæssigt ligger over 13-15 grader, og det ikke fryser om natten.

»Og hvis man er i tvivl, er der ingen skam i at vente til juni. Bare man husker at sommerlukke for varmen, så man får glæde af en lavere varmeregning,« siger Bo Halm Andersen fra NRGi.