Vild prisrekord.
I december 2025 fortsatte de voldsomme prisstigninger på ejerlejligheder i Københavns Kommune med en prisstigning på hele 2,3 procent fra november.
Det er den største månedlige prisstigning i hele 2025, og det sendte lejlighederne op i en histortisk prisrekord.
I 2025 steg ejerlejligheder i hovedstadskommunen med - hold nu fast! - tårnhøje 23,3 procent.
Dermed er den tidligere rekord fra maj 2021, hvor coronapandemien sendte priserne på himmelflugt, slået. Dengang nåede den årlige prisstigning op på 21,3 procent.
»Det går sindssygt stærkt på det københavnske ejerlejlighedsmarked i øjeblikket, og vi har svært ved at forklare det,« lyder det fra chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann, som fortsætter:
»For godt nok er renten faldet, indkomsterne stiger og arbejdsløsheden er lav – men de faktorer gør sig også gældende i resten af landet. Vi er selvfølgelig bevidste om, at byggeaktiviteten er meget lav i København i øjeblikket, og at det kombineret med en stor tilflytningen presser priserne op – men vi stiller spørgsmål ved, om det er nok til at forklare en årlig prisstigning på 23,3 procent?«
Den rekordhøje prisstigning betyder, at en gennemsnitlig treværelsesejerlejlighed på 80 kvadratmeter i Københavns Kommune i december 2025 blev solgt for hele 5.551.000 kroner; det svarer til knap 70.000 kroner pr. kvadratmeter.
I december 2024 kostede den samme lejlighed 4.501.000 kroner. Ejeren af 80 gennemsnitlige kvadratmeter lejlighed i hovedstadskommunen har altså sovet sig til en skattefri gevinst på 1.050.000 kroner de seneste 12 måneder svarende til 2.876 kroner om dagen.
Også husejerne i København kan grine hele vejen til banken. Husene i hovedstadskommunen er nemlig steget med hele 15,3 procent i 2025. Det betyder, at et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i december havde hammerslag på 8.777.000 kroner.
Det er hele 1.162.000 kroner mere end salgsprisen i december 2024. Både hus- og lejlighedsejere i København er altså blevet - hvis de ikke var det i forvejen - boligmillionærer på et enkelt år.
På landsplan har husejerne også haft et flot 2025. Huspriserne steg sidste år i snit med 7,5 procent, og på landsplan blev et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i december solgt 2.655.000 kroner.
Det betyder, at ejerne af et gennemsnitligt hus i Danmark sidste år fik øget deres friværdi med ganske solide 185.000 kroner.
»En sådan prisstigning hører til i superliga-klassen. De seneste 15 år er huspriserne i gennemsnit steget med 3,2 procent om året, og det er kun i 2015 - hvor realkreditrenterne blev negative første gang - og i 2021 - hvor pandemien forårsagede omfattende nedlukning - at vi har oplevet større prisstigninger end nu. Så boligejerne kan være særdeles godt tilfredse med 2025,« siger Lise Nytoft Bergmann.
I dele af landet må boligejerne se måbende til snakken om ubetalelige boliger, prisfest og friværdistigninger. For ikke alle egne af landet er inviteret med til festen.
I Tønder er huspriserne faldet med 6,3 procent i 2025, og ejeren af et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i den sønderjyske kommune har de seneste 12 måneder måttet se sine mursten blive 59.000 kroner mindre værd.
Prisfesten er heller ikke bnået til Lolland. Her kunne man i december få 140 kvadratmeter gennemsnitligt hus for bare 771.000 kroner.
En husejer i København kan altså snildt veksle sin friværdistigning i 2025 til et hus på Lolland og samtidig have knap 400.000 kroner tilbage af sin 2025-friværdistigning til andre fornøjelser.
