Har du altid drømt om at bygge dit eget hus fra bunden, så er det måske nu, du skal slå til. Det er nemlig muligt at få en byggegrund for blot 1 krone, skriver Boligsiden.dk.

Byggegrunde er populære som aldrig før. I 2017 er der foreløbig solgt 2.049 stykker jord, her hvor vi er midt i november - det er mere end i hele 2016 - og på bare fem år er salget fordoblet.

»Tendensen er klar. Det er blevet mere attraktivt blandt boligkøberne at bygge selv, og årsagerne er blandt andet, at det giver frihed til at tilpasse boligen efter egne behov, men også at du kan få et energirigtigt hus, der vil være noget nær vedligeholdelsesfrit i mange år efter indflytningen. I tallene for salget af helårsgrunde ser vi tydeligt den stigende interesse for at bygge sit eget hus, men vi ser det også i det stigende antal af byggegodkendelser,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Siden første kvartal 2012 og frem til samme periode i år er antallet af byggegodkendelser steget 40 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Har du selv leget med drømmen om at få bygget dit eget drømmehus, så skal du måske begynde at kigge mod det sydjyske. I Gram er det nemlig muligt at få en byggegrund for en snoldet en-krone.

Modsat skal man have den store pengepung fremme for at købe landets dyreste byggegrund, som ligger i Rungsted Kyst og koster 12,5 millioner kroner.