Beliggenhed eller udsigt?

To parametre, der kan få priserne til at stige og give masser af luft under boligdrømmenes vinger.

Og for dem, der nægter at gå på kompromis med udsigten - men tværtimod har barren sat højt - og som samtidig vil have adresse midt i storbyen, er der glædeligt nyt: der er nemlig kommet en lejlighed til salg, der både har banko på beliggenhed og udsigt. Det skriver boligsiden Boliga.

For fra 17. sal har en ny lejlighed sat sig på tronen som den dyrest udbudte i Aarhus lige nu. Den koster nemlig 15 mio. kroner, og dermed kan den ikke blot skue ned på de fleste andre bygninger, men også på de udbudtes priser.

Det er dog ikke kun udsigten til både Aarhus Bugt og midtbyen, der kan få hjertet til at bolig-banke derudaf.

Der er også rigeligt med plads. Lejligheden er på mere end 200 kvadratmeter, ligesom der er egen altan og så en fælles tagterrasse.

Kræsne købere

Udsigten følger da også med dig rundt i hele lejligheden.

I det største af de tre soveværelser er der vinduer fra gulv til loft - altså kan man slå øjnene op til udsigt over byen, inden kaffen bliver brygget i køkken-alrummet med panoramavinduer.

Ifølge mægleren Nybolig Bruuns Bro Lejligheder er de dyre og nybyggede kvadratmeter da også "helt perfekt til den kræsne køber, som kun vil have det absolut bedste".

Og det bedste inkluderer-  udover udsigt, to badeværelser og soveværelser - også, at man har kort afstand til havn, banegård og byliv.

Se lejligheden på 17. sal her

Dyrt i Aarhus

Uanset hvor prisen ender, så kommer lejligheden til at placere sig i toppen på listen over de største lejlighedssalg i Aarhus.

Men allerede her et lille halvt år inde i 2017 er der blevet solgt liebhaverlejligheder for store millionbeløb i byen.

De endelig priser kendes endnu ikke, da handlerne  ikke er tinglyst, men med udbudspriser i den helt dyre ende, er der ingen tvivl om, at priserne ender højere, end de flestes budget rækker til.

I februar kunne Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen fejre, at de på blot fem dage solgte deres herskabslejlighed, der var udbudt til en pris på 13 millioner kroner.

Og endnu et hold sælgere kunne forleden finde champagnen frem og fejre et lejlighedssalg i millionklassen. Mæglerne Lokalt Liebhaveri solgte en lejlighed på Langelinieparken, der var udbudt til 12,9 millioner kroner, bekræfter de over for Boliga.

Se lejligheden på 17. sal her