"Liebhavervilla i international klasse direkte til Øresund".

Sådan lyder ordene om den nordsjællandske villa, der netop igen har tilbageerobret tronen som den dyrest udbudte i hele landet, efter en kort pustepause væk fra salgslisterne.

Tiden uden mægler er dog også blevet brugt på at justere en kende på prisen, så der nu er millioner at spare for en kommende køber. Det skriver Boliga.

Prisen lyder nu på 55 millioner kroner - mod 65 millioner kroner i sidste runde. Altså er der barberet hele 10 millioner af prisen på liebhavervillaen, der ikke blot byder på en beliggenhed i 1. række til vandet, men også en ejendom i absolut topform.

I ejendommen er der blandt andet elektronisk styring af temperaturen, vinduerne, lyset, poolen og prydbassinet. Og så er der sørget for plads til, at der kan være parkeret i alt elleve biler; otte på parkeringsarealet og tre i en garage.

Svævende opholdsstue

Herlighederne begrænser sig dog ikke blot til udendørsarealerne.

For i den 600 kvadratmeter store bolig finder man ikke alene en opholdsstue på mere en 100 kvadratmeter - der er også stort køkken-alrum, to walk-in skabe, bibliotek og flere badeværelser.

Og så kan man efter en lang arbejdsdag se frem til at sænke korpusset i spa-badekaret - hvor du vil kunne nyde udsigten over Øresund.

Trækker de udendørs vandaktiviteter alligevel mere, er der - selvfølgelig - også en pool til ejendommen, der i alt har fire terrasser.

Se villaen her

Årets dyreste

Når liebhavermægleren Claus Borg & Partner finder den rette køber, ligger ejendommen lunt i svinget til at blive indehaver af titlen som årets dyreste.

Den kan dog ikke tangere sidste års dyreste handel, hvor kongelig ven og it-milliardær Peter Warnøe solgte sin Taarbæk-villa for 65 millioner kroner. Her var køberen ejendommens daværende nabo, Radiometer-rigmanden Johan Schrøder, skriver Boliga.

Selv herfra er der dog langt til toppen for den villa, der har erobret markedet med den højeste udbudspris. Tilbage i 2014 blev en anden strandvejsvilla nemlig udbudt til hele 120 millioner kroner.

Salget lykkedes dog ikke dengang, og i slutningen af marts dukkede villaen igen op - denne gang dog på Boligas tvangsauktionsside itvang.dk, hvor den var var begæret på tvang.

Se villaen her

Se den dyreste tvangsauktion her