Forsommer. Pollen i luften, bare ben i shortsene og startskuddet på projekt "det-perfekte-sommerhus" for mange.

Og for en nyslået feriebolig-ejer hed tjeklisten til boligjagten åbenbart Nordjylland, træhus, naturskønt og kuriøs bygherre.

For Mogens Glistrups tidligere sommerhus er nemlig blevet solgt.

850.000 kroner måtte køberen slippe for at kunne overtage de 70 kvadratmeter på den mere end 5000 kvadratmeter store grund i Ålbæk syd for Skagen. Det skriver Boliga Kendte.

Dermed blev det alene til et afslag på 45.000 kroner - men udbudsprisen blev fastholdt hele vejen igennem de måneder, huset nåede at være til salg.

Glistrups tidligere sommerhus blev altså solgt med et noget mindre afslag, end områdets feriehuse ellers bliver. Beregninger fra Boliga.dk viser nemlig, at man i den nordjyske by typisk ender otte procent under den pris, et sommerhus først bliver sat til salg for.

Du har stadig chancen

Lød beskrivelsen af det velbeliggende træhus bygget af Mogens Glistrup som noget, der også havde passet helt perfekt til dig, så er der faktisk stadig gode nyheder.

For nabohuset - der lever op til alle de samme krav, og som dermed også har Glistrup som tidligere ejer - er nu også kommet til salg os EDC Ole Bo. Samme mægler, der solgte det af Glistrups tidligere sommerhuse, der netop er blevet solgt.

En tønde land med et hus med både køkken, stue med brændeovn, badeværelse og tre værelser. Og så selvfølgelig med hestefold på grunden, hvis man gerne vil have hesten med i sommerhus.

Prisen lyder også på det helt samme: 895.000 kroner er ferieboligen nemlig sat til salg for.

Se det udbudte sommerhus her.