Friværdierne boomer: Sådan vil boligeksperten selv spise sine mursten
Overvejer du også, hvordan du bedst muligt kan få afgang til de penge, der er bundet i dine mursten?

Overvejer du også, hvordan du bedst muligt kan få afgang til de penge, der er bundet i dine mursten?

Friværdierne svulmer, og den gennemsnitlige boligejer i Danmark har nu en friværdi på hele 1,6 millioner.
For nogle er det bare rart at vide, at der er oparbejdet et solidt økonomisk fundament under den lunefulde tilværelse, og at der er noget til arvingerne, når det tid kommer.
For andre handler det om, hvordan man kan få trukket så meget friværdi ud af murstenene som muligt og bruge af den, mens man lever.
Det sidste har banker, realkreditinstitutter og andre aktører i den finansielle sektor i stigende grad fået øjnene for, lyder det fra cheføkonom i Mybanker Jens Hjarsbech.
»Der er krig om de lukrative boligkunder. Boligejere og boligkøbere er interessant bankkunder, fordi de har et stort og langsigtet engagement, som bankerne kan tjene mange penge på,« siger han.
Senest skud på stammen kom i denne uge fra fra Nykredit/Totalkredit, der er gået sammen med Spar Nord om at tilbyde boligejere en ny måde at suge penge ud af murstenene på. De kalder løsningen DitRåderum.
Dit Råderum er baseret på et F-kort+lån med op til 30 års afdragsfrihed. Det giver mulighed for at låne op til 60 procent af boligens aktuelle salgsværdi (se regneeksempel i faktaboksen nedenfor).
Pengene fra F-kort+lånet sætttes ind på konto i Spar Nord, som har en indlånsrente, der spejler renten på F-Kort+lånet.
Det betyder, at du kun betaler renter af de penge, du hæver fra kontoen, ligesom du kan sætte løn, pension eller andre indtægter ind på kontoen for at holde renteudgifterne nede. Du betaler imidlertid bidrag på F-Kort+lånet i hele lånets løbetid.
DitRåderum er i familie med en række låntyper, der kan bruges som nedsparingslån. For eksempel Danske Banks FlexLife, Nordeas Frihed30, Jyske Banks Jyske Frihed eller ALSydbanks Bolig Frihed.
Der er imidlertid også andre muligheder:
Tillægslån i friværdien. Fordel: Du kan få et større beløb ud på en gang, som kan bruges frit til for eksempel en ny bil, boligforbederinger er en jordomrejse. Ulempe: Du betaler renter, afdrag og bidrag i hele lånets løbetid (du kan dog vælge et tillægslån med afdragsfrihed).
Fra lån med afdrag til lån med afdragsfrihed. Fordel: Du optager ikke yderligere gæld, men øger dit rådighedsbeløb ved at stoppe med at afdrage. Ulempe: Du får ikke adgang til et stort beløb på en gang.
Boligkredit/Friværdikonto: Mod pant i boligen får du stillet en kredit på for eksempel en million til rådighed. Fordel: Normalvis skal du kun betale renter af det beløb, du har trukket på kreditten. Fordel: Meget fleksibel ordning. Ulempe: Renten er typisk højere end på et realkreditlån.

Delsalg. Mest kendt er måske konceptet fra GoodLife. Her sælger man typisk 10-40 procent af sin bolig til GoodLife: Fordel: Giver penge i hånden nu og her. Ulempe: Over tid vokser GoodLifes ejerandel af din bolig, og ved et senere salg får GoodfLife andel i en eventuel værdistigning.
Salg. Sælg din bolig og flyt til noget billigere eller en lejebolig. Fordel: Du får adgang til hele friværdien ved salget. Ulempe: Du skal flytte.
Mulighederne for at få adgang til friværdierne er mange.
Selv er Jens Hjarsbech ikke i tvivl om, hvad han vil vælge, når han engang går på pension:
»Jeg kan gode lide de 30-årige afdragsfrie lån i realkreditverdenen. Man bruger af sin friværdi uden at afdrage. Det spiller godt sammen med, at ens indkomst typisk kommer til at falde, når man går på pension. «