Det koster, hvis ens postnummer skal være 2900.

Hellerup er et af landets dyreste steder at købe bolig, og derfor overrasker det næppe nogen, at det er her, at det pt. dyrest udbudte rækkehus netop er blevet sat til salg.

Det skriver Boliga.

Prisen er 17,5 mio. kr., og for de penge kan man flytte ind i rækkehuset på den eksklusive vej Sundvænget, hvor boligerne er tegnet af arkitekten Thorkild Henningsen, og hvor beboerne blandt andet har adgang til en fælles, privat badestrand.

Den 193 kvadratmeter store bolig indeholder blandt andet køkken i åben forbindelse med spisestuen, en nyanlagt gårdhave og så er der sundkig fra kvisten.

Rækkehusene i området er populære, og derfor er priserne også høje. På Sundvænget blev der i april handlet et hus til 21.500.000 kr., en af de dyreste rækkehushandler nogensinde, men uden at boligen var offentligt udbudt til salg.

Her kan du se det rækkehus, der er til salg i Sundvænget.

Medina kan også

Mens det ikke er atypisk, at der kræves et tocifret millionbeløb for villaer i og omkring København og andre større byer, er det mere sjældent at finde rækkehuse i det prisleje.

Der er dog undtagelser; på Islands Brygge i København har popstjernen Medina sit hus udbudt til salg. Hun forsøgte i første omgang at sætte det ud til 19.500.000 kr., men har senere sænket prisen med 3 millioner kroner, oplyser Boliga.

Her kan du se Medinas rækkehus.

Det var også i Københavns Kommune, at  et rækkehus på Galionsvej var udbudt til salg til samme beløb som huset på Sundvænget. Her måtte ejerne dog acceptere et markant forhandlingsnedslag, og rækkehuset blev solgt for 13.500.000 kr.