Danskerne bliver i den kommende uge vidne til en blandet landhandel, når det kommer til nedbøren.

Og det kan ende med at blive en dyr omgang for husejere, pointerer Alm. Brand Forsikring i en pressemeddelelse.

»Plusgrader og store snemængder er en farlig cocktail for boligejerne. Når sneen begynder at smelte, stiger risikoen for vandskader, fordi smeltevandet kan trænge ind og forårsage skader i boligen,« siger Jan Graversgaard, direktør for Bygning og Bolig i Alm. Brand, og fortsætter:

»Det er overraskende, hvor lidt fygesne der for eksempel skal til for at give vandskader. Efter nogle blæsende dage i weekenden bør man derfor være ekstra opmærksom, da sne kan være føget ind på loftet eller trængt ind gennem selv små sprækker.«

Efter en iskold og hvid start på året, kommer der nemlig lunere temperatur mod Danmark.

Men frostgraderne kan også have sat sine præg på boligen. Det kan nemlig resultere i sprængte vandrør, der ofte først viser sig, når man tænder for vandet igen.

Derfor udsender forsikringsselskabet en række gode råd til hudejere:

  • Tjek loftet: Undersøg om der er føget sne ind under taget eller gennem ventilationsåbninger. Fjern det med det samme.

  • Fjern sne fra facaden: Fjern sne, der ligger op ad husmuren, så smeltevandet ikke trænger ind i fundamentet eller gennem døre og vinduer.

  • Rens tagrender og afløb: Sørg for at smeltevand og regn kan løbe frit væk, så det ikke hobes op omkring huset.