Drømmer du om at kunne byde dine gæster velkommen med et 'ohøj' i stedet for det så ordinære 'hej'? Om at kunne lade dine fortællinger fra de syv verdenshave bliver fortalt på gyngende grund? Eller om at kunne udleve livet til søs - helt uden at forlade inderhavnen?

Så er det dit held, at husbådene er tøjret for at blive.

Boformen, der kombinerer det bedste fra land og hav, er nemlig så rigeligt populær, at der rent faktisk er valgmuligheder, hvis man er boligkøber på bådjagt.

Så uanset om drømmen er næret af sejlerkendisser fra tv'et, barndomsminder eller det urmenneskelige behov for at søge mod havet, er der rig mulighed for at finde din drømmebolig ikke bare på lands - men også til vands.

Og hvis du nægter at kompromis med de moderne bekvemmeligheder, er det bare med at finde den store pengepung frem. For de dyreste udbudte husbåde tilbyder selvfølgelig moderne bekvemmeligheder i en kombination med byens bedste udsigter.

Her har Boliga samlet de fem dyreste husbåde udbudt til salg lige nu:

5. Galionsvej 39Z, København K

Foto: Adam Schnack
Foto: Adam Schnack
Vis mere

Pris: 3.500.000 kr.

Istandsat og indflytningsklar. To ord, som mange boligsøgende elsker at høre. Og når ordene bruges om denne husbåd ved Holmen, så betyder det, at der et etableret et stort køkken-alrum, et stuerum og et badeværelse.

Udsigten kan nydes fra terrasseområdet, hvor der både er et stort spisebord, loungeområde og solsenge.

Se den her

 

4. Skibbroen 18, København SV

Foto: home Sundbyvester v. Bjerregaard & Co.
Foto: home Sundbyvester v. Bjerregaard & Co.
Vis mere

Pris: 4.400.000 kr.

Husbåden Alte Liebe er netop sejlet ind i salgskatalogerne, men hjemmet på vandet - der blev omdannet til familiebolig i 2007 - har en historie, der går længere tilbage. Den er nemlig oprindeligt en østtysk stålpram fra 1961.

I dag er der dog både køkken-alrum, opholdsrum og flere muligheder for at nyde udelivet på de to terrasser - og så er der mulighed for at etablere yderligere en.

Se den her

 

3. Havnegade 31, København K

Foto: Boliga Selvsalg
Foto: Boliga Selvsalg
Vis mere

Pris: 5.500.000 kr.

Husbåden Sundance breder sig over hele 500 kvadratmeter fordelt på flere plan, og den har har fået sig en fast plads i indre København.

Dermed er båden gået ind i en mere "voksen" fase af sin tid. Tidligere var den partybåd i engelske havne, mens den nu har tre børneværelser, et master bedroom, hall med åben pejs og to store badeværelser - et med jacuzzi.

Se den her

 

2. Refshalevej 141G, København K

Foto: Lilienhoff
Foto: Lilienhoff
Vis mere

Pris: 7.450.000 kr.

Mød Bobo. Husbåden her med det mundrette navn ligger til kajs centralt i København, hvorfra man kan nyde udsigten fra taget, der er omdannet til et soldæk.

Den store båd har blandt andet fem værelser, et bryggers og i stueplan et opholdsrum, der både indeholder køkken, stue og spisestue.

Se den her

 

1. Danneskiold-Samsøes Allé 55Z, København K

Foto: Nybolig City - Munch & Bjerregaard
Foto: Nybolig City - Munch & Bjerregaard
Vis mere

Pris: 7.695.000 kr.

Man gør sig selvfølgelig ikke fortjent til titlen som landets dyreste husbåd, hvis ikke beboeren med rette vil kunne kalde sig liebhaverkaptajn.

Den store husbåd - der ligger centralt i hovedstaden - har blandt andet tre terrasser, køkken-alrum, to stuer med brændeovn og flere soveværelser. Ligesom man med ro i sindet, kan lægge sig til køjs - den er nemlig ifølge salgsopstillingen i "flot vedligeholdt stand".

Se den her