En del kommende studerende skal nu finde en lejebolig, og huslejen varierer markant mellem landets største uddannelsesbyer.

Det oplyser Boligportal i en pressemeddelelse.

En gennemsnitlig etværelses lejelejlighed koster 9900 kroner om måneden i København.

Til sammenligning ligger gennemsnittet på omkring 4000 kroner i Esbjerg, Kolding og Aalborg.

- Boligudgiften fylder rigtig meget i de studerendes økonomi. Derfor kan valget af studieby få stor betydning for, hvor meget luft der er i budgettet ved siden af SU og studiejob, udtaler Anders Hyldborg, administrerende direktør i Boligportal, i meddelelsen.

Han påpeger, at huslejeniveauet i flere af de mellemstore studiebyer ligger markant under niveauet i København.

En gennemsnitlig toværelses lejelejlighed koster 13.800 kroner om måneden i København, mens en tilsvarende lejlighed i Aalborg koster 5695 kroner.

Det svarer til en forskel på 8105 kroner om måneden, hvilket løber op i 97.260 kroner på et år.

RITZAU