Danskerne rager til sig af villaer og rækkehuse.

Salget af huse nåede i juni det højeste niveau på månedsbasis i år.

Det skriver Boligsiden i en pressemeddelelse, hvor tallene viser, at der på landsplan blev solgt 5.781 huse i hele landet.

Det betyder, at der i juni blev solgt 13 procent flere huse end i maj. Og sammenlignes det med juni sidste år, er det en stigning på syv procent.

Yderligere er antallet det tredjehøjeste niveau for måneden i hele Boligsidens statistik. Det er kun blevet overgået af rekordårene 2020 og 2021.

Boligsidens tal viser samtidigt, at salget er stigende i ni ud af elleve landsdele. Men særligt én slår rekorder.

I Sydjylland blev der nemlig solgt 858 villaer og rækkehuse i løbet af juni, og det er det højeste niveau, der er registreret for landsdelen i hele Boligsidens statistik.