Ejendomsmægler får kritik: 'De må aldrig love noget, de ikke kan holde'
Det forbudte budskab stod på en seddel, der blev lagt i postkassen.

Det forbudte budskab stod på en seddel, der blev lagt i postkassen.

De små beskeder blev lagt i postkasserne hos en række boligejere.
Men nu får metoden kritik fra Forbrugerombudsmanden.
»Boligbutikken har givet flere forbrugere et fejlagtigt indtryk af, at der stod en køber klar til at købe deres bolig,« lyder det fra Forbrugerombudsmand Torben Jensen:
»Selv efter at have tilrettet teksten i markedsføringen, kunne den stadig misforstås.«
Af den grund bliver det såkaldte vildledningsforbud i markedsføringsloven indskærpet over for ejendomsmægleren Boligbutikken i Roskilde.
Det sker på baggrund af i alt seks klager modtaget mellem 26. maj og 11. juni i år.
Her fremgik det, at Boligbutikken havde lagt visitkort med Post-it-sedler i boligejeres postkasser.
På dem stod der med håndskrift: 'Ring! Jeg har en køber til din bolig.'
Det var dog ikke tilfældet.
For da boligejerne efterfølgende kontaktede ejendomsmægleren viste det sig, at der faktisk ikke fandtes nogle konkrete købere.
»Sagen viser, at virksomheder skal tænke grundigt over formuleringerne i deres markedsføring, for de må aldrig love noget, de ikke kan holde,« lyder det fra Forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Og videre lyder det i en pressemeddelelse, at »det ændrede ikke Forbrugerombudsmandens vurdering, at Boligbutikken oplyste, at de havde konkrete købere, hvis boligønsker matchede de ejendomme, som visitkortet blev omdelt til«.
Efterfølgende ændrede Boligbutikken teksten på sedlerne til: 'Ring, jeg har en køber! Køberen søger en villa som din.'
Men selv den ændrede formulering har ifølge Forbrugerombudsmanden været »egnet til at vildlede forbrugere« på grund af formuleringen 'ring, jeg har en køber'.