En række konkurser og skandaler hos forskellige danske elselskaber har påvirket vanerne hos danske kunder på især ét område.

Brugen af såkaldt acontobetaling er således ikke længere synderligt tillokkende.

Det viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk – der nu ønsker betalingsmetoden afskaffet.

»Forbrugerne ønsker ikke aconto, og afregningsformen udsætter dem samtidig for en unødig økonomisk risiko,« siger direktør Winni Grosbøll:

»Derfor bør aconto udfases, så forbrugerne som udgangspunkt kun betaler for den strøm, de faktisk har brugt.«

Ifølge undersøgelsen ønsker hele 73 procent af de adspurgte at betale bagudrettet – og altså kun for det faktiske elforbrug.

Kun 8 procent af de adspurgte foretrækker at bruge aconto, hvor man konstant indbetaler et beløb på forskud baseret på et skøn, og det reelle forbrug afregnes så først senere.

Den model har dog vist sig dyr for mange danskere på det seneste.

»Kunder hos de konkursramte elselskaber Velkommen, Nettopower og Vedvarende, står i øjeblikket til at miste størstedelen af de penge, som de havde stående til gode hos selskaberne efter aconto-indbetalinger,« som Forbrugerrådet Tænk skriver.

Som direktør Winni Grosbøll konkluderer:

»Når man betaler aconto, udlåner man i virkeligheden penge rentefrit og risikofyldt til elselskaberne,« siger hun:

»Det har vi for alvor set risikoen ved med skandalerne i Velkommen, Nettopower og Vedvarende, hvor titusindvis af kunder nu risikerer at miste store beløb, som de har indbetalt for meget.«

Hun er derfor ikke overrasket over, at undersøgelsen viser, at kunder har mistet tilliden til acontobetaling.