Det er sjældent, at man kan hævde at have noget til fælles med kongefamilier verden over.

Men nu kan endnu én melde sig ind i den eksklusive klub af personer, der hver morgen vågner op i sit eget slot.

For nyligt blev Sophienlyst Slot nemlig taget af markedet, og overfor Boliga bekræfter den landsdækkende liebhavermægler Lilienhoff, at slottet, der ligger i Nørre Aaby på Fyn, har fået nye ejere.

Mæglerkæden ønsker dog ikke at oplyse noget nærmere om handlen.

Det krævede bare tre måneder med et til salg skilt på slotspladsen før en handel kunne indgås, men da slottet blev udbudt til salg sidst på sommeren, var det også landets billigste af sin slags.

Den gang stod der 15 millioner kr. på salgsopstillingen, men hvad den endelige pris er endt på vides endnu ikke, da handlen fortsat ikke er tinglyst, skriver Boliga.

Brugt til udlejning

Hidtil har slottet været brugt til udlejning - i alt er der 17 værelser med eget badeværelse og to indendørs pool-områder, der er et kapitel helt for sig selv.

Mens det ene poolområde er udformet med broer og en lille ø, er det andet dekoreret med en hel allé af romerske søjler.

Der er dog ikke de helt store balsale og gobelin-gemakker, de nye ejere får glæde af, hvis de bevarer den nuværende rumfordeling.

Af de i alt 1.344 kvadratmeter er det nemlig bare 120, der er indrettet til privat beboelse.

Til gengæld er den private lejlighed i slottet placeret således, at der er første sals-udsigt over søen.

Sidst handlet på tvang

Udvendigt er slottet dekoreret med et højt spir, kamtakkede murkroner og med bladguld på facaden. Og selvom dette udstråler liebhaveri af fineste karat, har slottet været grueligt meget ondt igennem.

Sidst ejendommen blev handlet var nemlig på tvangsauktion i 2013, hvor hammeren ifølge Boliga faldt på buddet: 4.750.000 kr.

Ærger du dig over, at det ikke er dig, der kan skrue dit navneskilt på døren til et slot, så var Sophienlyst ikke den eneste mulighed for at få en plads i slotsejer-klubben.

For 25 millioner kan du nemlig for øjeblikket blive ejer af Ulriksholm Slot, der også er til salg gennem liebhavermægleren Lilienhoff.

Slottet ligger i Kerteminde på Fyn, og Christian d. 4. lod det opføre til sin søn Ulrik Gyldenløve i 1646.

Se slottet, der er til salg, her.