Debattør, bankdirektør og - gennem sit firma - ejer af en af landets nok lækreste liebhavervillaer.

Rigmanden Lars Seier Christensen var i 2010 både sælger og køber i en af landets dyreste handler, da han solgte sit Holte-palæ til sit holdingselskab. Og nu kan huset blive dit hjem. Det er nemlig blevet udbudt til leje gennem Boligas lejeboligportal Lejnu.dk.

En enkelt ting kræves der dog for at kunne flytte ind: økonomi til at betale 65.000 kr. om måneden i husleje, hvilket gør ejendommen til lejemarkedets pt. dyreste emne. Men for de mange penge er det også en lystejendom ud over det sædvanlige, man hver eneste dag får mulighed for at komme hjem til. Det skriver Boliga Kendte.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

"Imponerende palæ med en enestående beliggenhed" lyder det i beskrivelsen fra ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, der står for udlejningen.

Og ikke alene er beliggenheden "enestående", der er også meget af den. Grunden er nemlig på 29.301 kvadratmeter, og så ligger Rude Skov bag ejendommen. Udsigten vil man kunne nyde fra husets mange terrasser.

Alle former for bad

Har man hang til wellness-oplevelser, vil man nok finde sig godt til rette i den hvidpudsede palæejendom. For her bliver hjemmespa taget til nye højder, da der er en spa- og wellnessafdeling med blandt andet swimmingpool, sauna og dampbad.

Selve boligen er blevet gennemgribende moderniseret de senere år, og ifølge beskrivelsen på Lejnu.dk vil selv "den største familie finde god plads."

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

Lars Seier Christensen er selv bosat i Schweiz. Han var tidligere bankdirektør i Saxo Bank. De senere år har han gjort sig bemærket som liberal debattør og investor, og så har han købt sig ind i Restaurant Geranium i København - den eneste i landet med tre michelinstjerner.

Se lejeboligen her.