Solens stråler bager på haven, og linjerne er trukket op til et tørt forår. En bekymrende melding for haveejere, der ønsker de bedste betingelser for de sprudlende planter.

Men det er muligt at beskytte de sårbare planter ved tre simple tricks forklarer haveekspert fra Bolius Berit Rørbøl til B.T.

»Især køkkenhaven er meget sårbar, når det er så tørt. Jorden tørrer meget hurtigt ud, for der er ikke noget til at holde på vandet og fugten,« siger hun.

Fredag lød meldingen, at med et tørkeindeks på ni over hele Danmark, har DMI i 21 år aldrig haft så høje målinger så tidligt på året.

Og det kan bestemt få betydning for havens frodighed, forklarer Berit Rørbøl.

»Et tørt forår kan have den konsekvens, at der kommer færre blade og dårlig frugtsætning på træerne.«

»De planter, der ikke har et særlig etableret rodnet, kan også få det hårdt,« fortæller hun.

På samme tid er den gode løsning ikke blot at give den gas med vandslangen, da forsyningsselskaber advarer om et overforbrug af vand i disse tørre tider.

Derfor kommer hun med tre tips til at hjælpe de særligt sårbare planter på vej i tørken.

1. Dæk jorden til

 »Den bare jord kan man dække med græsafklip og andet ukrudt eller dække den med blade,« fortæller haveeksperten.

Det er især et godt tip i køkkenhaven, så jorden bedre kan holde på fugten. På den måde står solen ikke direkte ned på jorden, hvor de spirende stadig ikke har fået ordentlig fat med rødderne.

2. Vand fornuftigt

»Der skal vandes korrekt og ordentligt. Så kan man nøjes med at vande en gang om ugen, i stedet for at sjatvande. Så sparer man vand og tid.«

Ifølge Berit Rørbøl betyder det, at man vander rundhåndet den ene gang i ugen, så vandet får lov til at trænge ned i jorden, og ikke fordamper inden planten har suget det op.

Desuden påpeger hun, at en fornuftig vanding finder sted om morgenen eller aftenen.

3. Hold plænen grøn

»Lad være at klippe plænen alt for kort. Sæt plæneklipperen lidt op, så skygger græsset lidt for sig selv. Det kan man med fordel begynde på allerede nu,« siger Berit Rørbøl afslutningsvist.

Græsset er en vaske ægte vandsluger, men er i virkeligheden enormt hårdfør. Selv efter at miste farven, skal den nok komme igen så snart, den får vand, siger hun.

Haveeksperten er endnu ikke bekymret for de store og veletablerede træer og buske. Men det er værd at være opmærksom på, hvordan planterne klarer sig, hvis tørken holder ved.