Disse boligejere vil snart få et dyrt opkald fra kommunen
Flere tusinde boligejere vil i første halvdel af 2027 blive kontaktet i denne kommunen med besked, der kan blive dyr.

Flere tusinde boligejere vil i første halvdel af 2027 blive kontaktet i denne kommunen med besked, der kan blive dyr.

Københavns Kommune sætter nu jagten ind på alle de boligejere i Københavns Kommune, der har en brændeovn, men som ikke har registreret den i BBR-registret.
Det sker, efter B.T. mandag kunne afsløre, at Københavns Kommune siden februar i år har ligget inde med oplysninger om, at knap 5.000 boligejere i hovedstadskommunen ikke har registreret deres brændeovn i BBR-registret, uden at kommunen har taget konkrete skridt til at gribe ind og få opdateret BBR-registret.
Når brændeovnen ikke er registreret i BBR, indgår den heller ikke i Vurderingsstyrelsens ejendomsvurderinger, der ligger til grund for beskatningen af boliger.
Og dermed slipper boligejere, der ikke har registreret deres brændeovn i BBR, billigere i ejendomsværdiskat, end boligejere som Christian Schmidt, der årligt betaler cirka 1000 kroner i ejendomsværdiskat af værdien af at have en brændeovn i sin Østerbro-lejlighed.
Det var Christian Schmidt, it-udvikler og selvudnævnt talnørd, der i februar i år på baggrund af en samkørsel af data fra BBR og Hovedstadens Beredskabs register over københavnske brændeovnsejere fandt frem til, at knap 5.000 brændeovnsejere - svarende til cirka 60 procent af alle københavnske husstande med brændeovn - ikke har registreret deres brændeovn i BBR.
Oplysninger sendte han til Københavns Kommune, som i marts i år kvitterede ved at skrive tilbage til Christian Schmidt, at hans samkørsel af data gav ‘begrundet mistanke om, at der kan være uoverensstemmelser i BBR-registreringerne.’

Kommunen tilføjede, at den ville foretage en undersøgelse af de mangelfulde BBR-registreringer af brændeovne og i ‘dialog med ejendommens ejer’ få dem rettet.
Men da B.T. kontaktede Københavns Kommunes klima-, teknik- og miljøforvaltning i midten af sidste uge for at høre, hvad status er på undersøgelsen, måtte kommunen erkende, at den ikke har undersøgt så meget som en enkelt adresse endnu.
Det er den enkelte boligejers ansvar at indberette alle relevante oplysninger til BBR-registret, men det er kommunens pligt at ajourføre registret, når kommunen har modtaget ‘nye oplysninger’.
Og det skal ifølge juraprofessor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg Universitet, ske inden for rimelig tid.
»Og rimelig tid må være omkring nu, når kommunen har været bekendt med de mange uregistrerede brændeovne siden februar i år,« siger han.
Københavns Kommune oplyser nu til B.T., at kommunens forvaltningen inden årets udgang vil have »lavet en undersøgelse/validering af data ved at indhente en ny liste fra Hovedstadens Beredskab og samkøre data fra BBR, samt besluttet hvordan denne potentielt omfattende opgave konkret gribes an.«
Kommunen forventer at være færdig med undersøgelsen inden årets udgang.
»Fra januar 2027 begynder vi at kontakte relevante ejere, og dette forventes afsluttet medio 2027,« skriver Københavns Kommune til B.T.

Christian Schmidts motivation for at undersøge husstande med brændeovne i Københavns Kommune er todelt.
For det første betaler han selv cirka 1.000 kroner om året i ejendomsværdiskat af værdien af at have en brændeovn i sin store lejlighed på Østerbro, mens ejeren af en tilsvarende lejlighed, men som ikke har registreret sin brændeovn i BBR-registret, smyger sig uden om.
»Det synes jeg jo grundlæggende er uretfærdigt og forkert. Både på det personlige plan og samfundsmæssigt. Når vurderingerne er baseret på data, bør data jo være så korrekte som muligt,« sagde han mandag til B.T.
For det andet ligger hans motivation for at samkøre registre i hans med egne ord ‘nørdede’ forkærlighed for tal og data, som han kalder en 'arbejdsskade'.
Christian Schmidt er trods Københavns Kommunes sendrægtighed godt tilfreds med, at kommunen efter nu går i gang med at få opdateret BBR-registret.
»Det er da fedt. Men jeg synes desværre, det er meget symptomatisk for hele det her ejendomsvurderimngssystemn, at der ofte først sker noget, når pressen bliver involveret,« siger han og tilføjer:
»Jeg håber, at den her sag kan inspirere landets øvrige kommuner til af egen drift at bringe data i BBR-registret i orden. For alle de her problemer med ejendomsvurderingerne bliver først løst, når der er kommet styr på data om ejendommene.«