Direktør: Udskældt styrelse 'praler' af urimelig lappeløsning til danske boligejere
Der bør indføres et vurderingsloft, indtil Vurderingsstyrelsens ejendomsvurderinger er kommet på omgangshøjde med opkrævningen af boligskatter, mener direktør for Skattebetalerne Martin Ågerup.
Danske boligejere kommer i 2027 til at betale boligskat af en indekseret 2022-vurdering. Det er ikke noget at prale af, mener direktør for Skattebetalerne Martin Ågerup. Foto: Tobias Kobborg
Vurderingsstyrelsen tager munden for fuld, når den i en netop udsendt pressemeddelelse 'praler' af, at boligskatten i 2027 bliver beregnet på baggrund af endelige vurderinger.
For det er en sandhed med endog store modifikationer, bemærker direktør i foreningen Skattebetalerne Martin Ågerup
»Man kunne kalde dem ‘endelige, indekserede vurderinger’,« siger han.
Sandheden er nemlig, at 2026-vurderingen, som boligejerne skal betale skat af i 2027, ikke er en konkret endelig vurdering af den enkelte ejendom, men en fremskrivning af 2022-vurderingen til 2026-prisniveau.
Det var en lappeløsning, som et flertal i Folketinget måtte gribe til, fordi Vurderingsstyrelsen er flere år bagud med ejendomsvurderingerne.
Cirka en halv million boligejere har endnu ikke modtaget deres endelige 2022-vurdering.
»Det er et problem, for fremskrivningen fører til overvurdering af nogle boliger og undervurdering af andre. Nogle kommer altså til at betale for meget i boligskat og andre for lidt,« siger Martin Ågerup.
Vurderingsstyrelsen fremskrivning af ejendomsvurderingerne til 2026-prisniveau baserer sig på den gennemsnitlig prisudvikling på kommuneniveau.
Men som de fleste ved, er der stor forskel på, hvordan boligpriserne udvikler sig i attraktive boligkvarterer og mindre efterspurgte områder inden for samme kommune.
»Priserne kan for eksempel stige kraftigt i attraktive bykvarterer, mens de står stille eller falder i nogle landsbyer.«
Danske boligejere kommer i 2027 til at betale boligskat at en indekseret 2022-vurdering. Det er ikke noget at prale af, mener direktør for Skattebetalerne Martin Ågerup. Foto: Asger Ladefoged
»Når vurderingerne alligevel fremskrives med det samlede kommuneindeks, kan boligejere i yderområderne få for høje vurderinger. Omvendt kan boligejere i områder med større prisstigninger end gennemsnittet få for lave vurderinger,« lyder det fra Martin Ågerup.
Han fremdrager dette eksempel:
En boligejer i en landsby i udkanten af Silkeborg kan altså komme til at betale skat af prisstigninger, som er sket ved Silkeborgsøerne i den anden ende af kommunen.
»Det er urimeligt,« siger Martin Ågerup og fortsætter:
»Det er ekstra problematisk, når det rammer boligejere i udkantsområder. Her er indkomsterne generelt lavere, og mange har mindre økonomisk råderum, og en for høj boligskat rammer derfor hårdere.«
Han retter kritikken mod det flertal i Folketinget, der har stemt for indeksmodellen, indtil Vurderingsstyrelsens vurderinger er kommet på omgangshøjde med boligbeskatningen; efter planen i skatteåret 2029.
Skattebetalerne mener nemlig ikke, at det skal ligge boligejerne til last, at ejendomsvurderinger er forsinket med flere år.
Derfor foreslår de, at der indføres et såkaldt vurderingsloft, der skal være i kraft, indtil ejendomsvurderingerne er kommet på omgangshøjde med skatteopkrævningen.
Vurderingsloftet vil beskytte boligejerne mod skattestigninger fra skævhederne i de indekserede fremskrivninger.
»Boligejerne får dermed større sikkerhed om deres økonomi, mens staten bærer regningen for sine egne forsinkelser. Boligejerne skal ikke betale prisen for, at Vurderingsstyrelsen ikke er færdig med sit arbejde,« siger Martin Ågerup.
Vurderingsstyrelsens direktør, Anne-Sofie Jensen, hæfter sig i pressemeddelelsen ved, at hovedparten af de danske boligejere 'kan regne med skatten' på deres forskudsopgørelse for 2027.
»Løsningen med at forenkle (indeksere, red.) 2026-vurderingerne, som blev vedtaget af Folketinget i juni 2026, handler netop om at sikre, at langt de fleste boligejere hurtigst muligt betaler skat af en endelig (indekseret, red.) vurdering,« udtaler hun og fortsætter:
»På den måde undgår de en efterregulering af boligskatten i de efterfølgende år, som det har været tilfældet tidligere.«