Kvisten til højre eller parcelhusets konge.

Uanset hvor din boligdrøm skal virkeliggøre sig, så skal den drøm handle om mere end dine her-og-nu-behov.

Det er nemlig en stor og dyr beslutning at købe bolig, og derfor kender mange nok også til tommelfingerreglen om, at man skal eje en bolig i fem år, før det kan betale sig at købe, skriver Boliga.

Det hænger blandt andet sammen med, at boligpriserne skal nå at overhale de udgifter, der hænger sammen med et boligkøb - selvom intet er skrevet i sten, når det handler om boligmarkedet:

- Ingen kender omkostningerne ved et boligkøb, før man har solgt den igen. Men risikoen for at tabe penge er større, jo kortere tid man ejer sin bolig, siger Morten Skak, lektor på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Syddansk Universitet.

Derfor kommer tommelfingerreglen med et perspektiv på mindst fem år ind i boligen. Og er man lidt usikker på, om man kan se sig selv i de rammer i en så lang periode, kan det være, man skal gå tilbage i tænkeboksen for en kort stund:

- Tommelfingerreglen minder jo også køberne om, at de skal tænke langsigtet, når de køber bolig. Så hvis boligen allerede vil være for lille om to år, kan man overveje - hvis økonomien kan hænge sammen - om man ikke skal købe en tre-værelses i stedet for en 2-værelses allerede nu. Altså kan det sagtens være, at man stadig skal købe en ejerbolig, men det skal måske være en anden, end man først havde troet, siger boligøkonom hos Nordea, Lise Nytoft Bergmann.

 

De dyre boligkøb

For det koster at købe bolig.

Dels er der selve prisen for boligen - og særligt i og omkring de større byer har der været pil op på priserne de seneste år - dels er der mange omkostninger forbundet med et boligkøb og det senere salg af samme bolig.

- Selve omkostningerne til flytningen har man uanset, om man rykker i en ejerbolig eller en lejebolig. Men hvis man køber, er der også udgifter til ejendomsmægler, ejerskifteforsikring - som man betaler halvdelen af - advokat, tinglysning af skødet, omkostninger til etablering af lån hos både bank og realkreditinstitut og så en tinglysning af disse lån, siger Lise Nytoft Bergmann.

- Køber man en ejerbolig med en kortere tidshorisont end de fem år, vil man også have færre år at smøre disse omkostninger ud over.

Derfor er det også væsentligt at regne de udgifter ind i regnestykket om, hvorvidt tiden er inde til at købe eller ej.

 

Leje er (måske) lykken

Et alternativ til at købe bolig kan også være at bo til leje - særligt hvis man ikke har et langt perspektiv. Det hænger netop sammen med de mange omkostninger, der skal dækkes ind, så man ikke ender med at have tabt penge på sit boligeventyr:

- Hvis man har en kort tidshorisont, kan det ofte bedre betale sig at leje. Omend det kan være svært at finde en lejebolig til en rimelig pris - særligt hvis det er i de større byer, man søger efter en bolig, siger Morten Skak til Boliga.

Netop det til tider udfordrende lejeboligmarked kan måske også være en motiverende faktor for at købe en ejerbolig og se stort på rådet om et fem-års-perspektiv.

For måske kan ens boligdrømme ikke blive opfyldt på lejeboligmarkedet:

- Man skal også huske, at det at have en ejerbolig handler om mere end økonomien. For måske kan kravet til beliggenhed, størrelse eller udsigten slet ikke lade sig gøre på lejeboligmarkedet, siger Lise Nytoft Bergmann.

Her er fem trin til det perfekte boligkøb