En del danske boligejere har valgt at skrotte deres gamle lån til fordel for et F3-lån.
Det bemærker Haris Coric, seniorøkonom i Realkredit Danmark, og bevægelsen kommer næppe bag på ham.
Boligejerne er nemlig begyndt at positionere sig til, at vi snart står foran et rentefald. For at kunne nyde godt af en lavere rente, kigger boligejerne i stigende grad mod flekslån med kortere rentebinding.
Dog er det ikke længere den helt korte binding, F1, der vinder frem. Tværtimod har boligejerne fået smag for F3-lånet, og det kommer ikke bag på Haris Coric, for akkurat det lån har oplevet det bratteste rentefald.
»Sammenligner vi F3-renten i dag med for 3 måneder siden, så er den nede med 70 basispunkter. Dette svarer til en 'besparelse' for låntager på 7.000 kroner pr. lånt million. Besparelsen er omtrent den samme for F5-renten, mens den kun svarer til omtrent 4.000 kroner pr. lånt million for F1-renten,« påpeger han.
Sammenligning af renten i dag med for 3 måneder siden

Det er ikke kun boligejerne, der har fået et godt øje til F3-lånet, hvor renten fastsættes hvert tredje år. Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh, har for nylig kaldt lånet for »undervurderet« og betonet, at han selv ville vælge det, hvis han skulle finansiere en bolig i dag.
Mikkel Høegh har regnet på, at renten på det ganske populære F1-lån skal falde »temmelig meget«, for at lånet er billigere end F3. Det hænger blandt andet sammen med, at man ved F1-lånet betaler 0,3 kurspoint i kursskæring hvert år, når lånet refinansieres.
Læs også: Her er lånet, boligøkonomen foretrækker lige nu – spar tusinder af kroner
F3-lånets popularitet kommer for alvor til syne i næste uge, hvor flekslån for 100 mia. kr. kommer under hammeren på renteauktion. Lånet har en refinanseringsgrad på hele 150 pct., hvilket betyder, at der ved netop denne auktion kommer 50 pct. flere F3-lån under hammeren, end der var for tre år siden.
Omvendt er det kun halvdelen af de F5-lånene, der skal refinansieres.
Når hammeren er faldet, kender boligejerne den rente, som de skal begynde at betale 1. april. Og der er udsigt til mindre luft i boligbudgettet.
Nye renter
For selvom renterne så småt er begyndt at tikke nedad, så er der alligevel udsigt til, at boligejere, der skal have ny rente til foråret, skal punge mere ud, end de har været vant til.
Mange af de lån, der skal refinansieres, har i øjeblikket en negativ rente. Det gælder især de nuværende F5 og F3-lånere, som har fået fastlagt deres nuværende rente for år tilbage, hvor man noget usædvanligt tjente penge på at have gæld.
Realkredit Danmark regner med, at F1-renten på auktionen i den kommende uge lander i spændet 3,6-3,9 pct., mens de ser F3- og F5-renten lande et sted mellem 2,9 og 3,2 pct.
»En stigning i renten betyder, at der er udsigt til en stigning i ydelsen. Således er der en udsigt i stigningen i den månedlige ydelse efter skat på i omegnen af 600 kroner for F3- og F5-låntagerne ved et lån på 1 mio. kroner,« forklarer Haris Coric:
»Er der tale om et afdragsfrit lån kommer ydelsen til at stige med omtrent 1.800 kroner og 1.600 kroner for henholdsvis F3- og F5-lånet.«
F1-lånerne, der allerede har fået en forsmag på de højere renter sidste år, kan se frem til en lavere ydelsesstigning på 40-65 kr., vurderer han.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Her er investeringsbankens 5 aktiefavoritter
Læs også: Rentedrømmen kan blive til virkelighed – så meget billigere kan det blive

