De dyreste steder, man kan købe ejerlejligheder i Danmark, er mere end 26.000 kr. dyrere pr. kvadratmeter end de billigste. Her kan du se de dyreste lejligheder, der for øjeblikket er til salg i Danmarks dyreste postnumre.

Landets ejerlejligheder er mange ting. Små, store. Nye, gamle. Mørke, lyse. Kringlede, åbne. Nogle har stue, efter stue, efter stue - placeret som perler på en snor - en suite - med gennemgående sildebensparket, der vidner om det forrige århundredes sans for detaljerne.

Andre har kombineret toilet og bad på mindre end én kvadratmeter og sætter dermed krav til beboernes smidighed, når sæben skal skylles af. Mens andre igen er udstyret med state of the art fjernstyret højtalersystem, vinkøleskabe, vaskerum og alskens andre lignende fornødenheder. Og priserne - de er ligeså forskellige som alt det andet.

Det skriver Boliga.

I Danmarks fem dyreste* postdistrikter; København K, V og Ø, Frederiksberg C og Hellerup, koster ejerlejlighederne således i gennemsnit over 37.000 kr. kvadratmeteren.

Det er over 26.000 kr. mere, end der betales for ejerlejlighederne i Danmarks billigste* postnumre; Viborg, Fredericia, Næstved, Ringsted og Randers C. Boliga har samlet de dyreste lejligheder, der for øjeblikket er til salg i Danmarks fem dyreste postnumre, se dem her:

5. København Ø - Gennemsnitlig kvadratmeterpris: 37.609 kr.

Foto: Siesbye Kapsch
Vis mere

På Østerbro i København betaler boligkøberne i år den femte dyreste kvadratmeterpris for ejerlejlighederne.

For den allerdyreste lejlighed, der lige nu er til salg i postnummeret 2100, skal der således hives 12,8 millioner kr. op ad lommen, hvis du vil flytte ind på adressen på Østbanegade.

4. sals lejligheden fordeler sine 286 kvadratmeter på hele ni værelser og byder desuden på udsigt over Langeliniebroen med Kastellet i baggrunden, skriver Boliga. Se lejligheden her.

4. Hellerup - Gennemsnitlig kvadratmeterpris: 38.251 kr.

Hellerups dyreste lejlighed er også den dyreste lejlighed, der lige nu er til salg i Danmark.

Lejligheden ligger i området ved Tuborg Havn direkte mod Øresund og har en 339 kvadratmeter stor privat terrasse, der omkranser lejligheden på tre sider.

Indendørs er der ifølge Boliga et boligareal på 262 kvadratmeter, som er tilgængeligt selv for den gangbesværede, eller når man har tømt det lokale supermarked - der er nemlig elevator i ejendommen.

Se Danmarks dyreste lejlighed til salg her,

3. København V - Gennemsnitlig kvadratmeterpris: 38.467 kr.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

Den dyreste lejlighed, der lige nu er til salg i København V, er denne store penthouse-lejlighed på Havneholmen.

På til salg-skiltet står der 17.995.000 kr., og for det beløb kan de nye ejere se frem til at bebo den 223 kvadratmeter store lejlighed, der har privat tagterrasse og udsigt til havneløbet mellem Islands Brygge og Havneholmen.

Ejendommen er ifølge Boliga opført i 2009 og ligger på sjette sal. Se lejligheden her.

2. Frederiksberg C - Gennemsnitlig kvadratmeterpris: 41.199 kr.

Foto: Nybolig Gitte Grønlund, Frederiksberg
Vis mere

Med priser på godt 41.000 kr. ligger kvadratmeterne i det centrale Frederiksberg et pænt stykke over sit søster-postnummer i den konservative-bastion, Frederiksberg, hvor kvadratmeterne i ejerlejlighederne gennemsnitligt går for 36.756 kr.

Den dyreste lejlighed der for øjeblikket er til salg i Frederiksberg C ligger på det mondæne Frederiksberg Allé til en pris på 13,5 mio. kr.

For det beløb får man en første sals-lejlighed på 275 kvadratmeter bygget i 1888. Det skriver Boliga.

Lejligheden fordeler sine kvadratmeter på fem værelser, et køkken og to badeværelser. Og har desuden altan. Se lejligheden her.

1. København K - Gennemsnitlig kvadratmeterpris: 41.728 kr.

Foto: Lilienhoff
Vis mere

I København K - det inderste af det inderste af hovedstaden - findes Danmarks dyreste ejerlejligheder, når man ser på de gennemsnitlige kvadratmeterpriser.

Og er man på markedet efter en af de rigtig kostbare lejligheder, ligger den dyreste til salg netop nu, der kan smykke sig med et attraktivt K-postnummer helt ud til vandet ved Krøyers Plads på Christianshavn.

Lejligheden ligger på fjerde sal i en bygning fra 2015 og har fra sine to altaner udsigt til bl.a. Marmorkirken og Skuespilhuset, som der nu er let adgang til - i tørt vejr - via den nye Inderhavnsbro.

Den 234 kvadratmeter store ejerlejlighed koster 17.750.000 kr., oplyser Boliga.

Se mere til lejligheden her.

*Boliga har kun medtaget postdistrikter, hvor der i indeværende år har været minimum 20 boligsalg i almindelig fri handel. Ovenstående liste over dyreste og billigste postdistrikter for ejerlejligheder, skal derfor ses i lyset heraf.
Blandt de dyreste lejligheder til salg netop nu, er der ikke medtaget lejligheder udbudt som projektsalg.