Erantis og vintergækker er dukket frem under de smeltede snedynger.
Foråret har meldt sin ankomst, og nu venter højsæsonen på boligmarkedet lige om hjørnet.
Desværre for de håbefulde købere er der hen over vinteren blevet længere og længere mellem til salg-skiltene.
Det viser dugfriske tal fra Boligsiden.
Ved udgangen af februar var der nemlig på landsplan kun 38.936 ejerboliger til salg mod 39.759 ved udgangen af januar.
Selv når man korrigerer for normale sæsonudsving, er der tale om et fald, påpeger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann.
»Det faldende udbud skyldes altså ikke kun årstiden, men også at der i øjeblikket ikke er nær så mange sælgere som købere i markedet. Et hårdt prøvet marked, er altså blevet endnu hårdere,« siger hun.
Køberne har fra januar til februar i år både fået færre huse, ejerlejligheder og sommerhuse at vælge mellem, og måler man op mod februar 2025 er der tale om et markant fald i udbuddet:
Ved udgangen af februar 2026 var der 14 procent færre huse til salg, 27 procent færre ejerlejligheder og 17 procent færre sommerhuse til salg end ved udgangen februar 2025.
Det lave udbud af især ejerlejligheder i Købehavns Kommune har det seneste år sendt priserne på himmelflugt.
Ved udgangen af januar skulle køberne for første gang nogensinde betale mere end 70.000 kroner for en enkelt kvadratmeter lejlighed i hovedstadskommunen; helt præcis 70.652 kroner.
Det bragte prisen på en gennemsnitlig treværelseslejlighed på 80 kvadratmeter op i en salgspris på 5.652.000 kroner.
Her er der vel at mærke tale om en gennemsnitspris. Det er ikke usædvanligt, at mindre to-værelseslejligheder på broerne i København sælges til markant højere kvadratmeterpriser.
For eksempel er der for en uge siden blevet sat en lille toværelseslejlighed på 46 kvadratmetre til salg på Ryesgade på Østerbro. Udbudsprisen lyder på 5,2 millioner kroner svarende til 113.043 kroner pr. kvadratmeter.
Hvis man er på jagt efter en ejerlejlighed i Københavns Kommune, var der ved indgangen til marts blot 1.035 ejerlejligheder, der havde et til salg-skilt i vinduet.
Husmarkedet i hovedstadskommunen, som 1. januar 2025 husede 667.124 sjæle, er også presset. Her kunne køberne vælge mellem 264 villaer eller rækkehuse.
Både de økonomiske vismænd, regeringens prognosemagere og de store danske banker forventer, at boligpriserne vil fortsætte op i år.
