Sommerhuset var så klamt, at Claus Madsen fra Farum og hans tre halvvoksne børn smækkede døren bag sig efter en lille time i huset og opgav at holde ferie i huset.

Som B.T. skrev tirsdag, var sommerhuset ved Faxe Ladeplads, som Claus Madsen havde lejet fra 25. juli til 1. august for 11.000 kroner, nydeligt i annoncen på Novasols hjemmeside, men decideret ulækkert i virkeligheden.

Der var eksempelvis store plamager af indtørret urin på samtlige topmadrasser på sengene. 

Der var store skjolder på sofaen og slidte og beskidte hynder. 

Lange sorte hår lå tæt i afløbsristen på badeværelset, og fugtpletter og løbesod trådte tydeligt frem på nogle af væggene. 

Og varmepumpens indendørs filter var dækket af et så tykt lag støv, at en tidligere lejer havde efterladt en håndskreven notits: 'Caution / Danger'.

Søndag 26. juli klagede Claus Madsen til Novasol med krav om at få annulleret lejeaftalen og få sine 11.000 kroner retur.

Det kunne der ikke blive tale om.

En af de overtissede topmadrasser.  Privat foto.

For Novasol hæftede sig i sit svar til Claus Madsen 30. juli ved en formalitet: Udlejer skal efter reglerne inden for rimelig tid have mulighed for at udbedre fejl og mangler, og det havde Claus Madsen ikke bedt om.

Samtidig skrev Novasol:

»Vi har naturligvis haft en medarbejder ude for at tilse boligen - det kunne i denne forbindelse ikke bekræftes, at de oplevede fejl og mangler gjorde huset ubeboeligt.«

Claus Madsen mente ikke, at det bare handlede om at rengøre sommerhuset. Sommerhusets inventar og stand i det hele taget var så langt fra, hvad der blevet lovet i annonceteksten, billederne og den 5-stjernede rating, Novasol selv har udstyret huset med, at det ikke ville kunne udbedres inden for rimelig tid, forklarer han.

Lange sorte hår i afløbsristen på badeværelset.  Privat foto,

Novasol tilbød ham i første omgang en kompensation på 875 kroner svarende til prisen på den slutrengøring, som er inkluderet i den leje, som Claus Madsen havde betalt.

Det afslog han, og så kontaktede han B.T.

B.T. henvendte sig mandag til Novasol med en række kritiske og opklarende spørgsmål.

I løbet af ganske få timer vendte Novasol på en tallerken og sendte en ny mail til Claus Madsen mandag eftermiddag. 

Varmepumpens indendørsfilter.  Privat foto.

Her beklagede Novasol den dårlige oplevelse og Claus Madsen fuld refundering af de 11.000 kroner plus et gavekort på 2.500 kroner til en eventuel fremtidig booking af en feriebolig på Novasol.

Claus Madsen ved ikke, om han skal grine eller græde over Novasols kovending, efter B.T. mandag gik ind i sagen.

»Det klinger hult. Jeg har jo talt med dem flere gange og skrevet frem og tilbage, men det er først, da I går ind i sagen, at jeg får mine penge retur. Det viser jo, at I har jeres berettigelse som medie.« 

»På den anden side er det tragisk, at det foregår på den måde: Altså, at man kun får sine penge retur, hvis man har overskud og ressourcer til at gå til medierne,« siger Claus Madsen og tilføjer:

Grillen på terassen var rusten og snavset.  Privat foto.

»Men jeg er selvfølgelig glad for, at jeg nu får mine penge tilbage.«

Hvis han ender med at bruge gavekortet på 2.500 kroner til en ny booking gennem Novasol, bliver det på en af fire andre ferieboliger, som han tidligere har lejet gennem Novasol og ikke har haft noget at udsætte på.

»Jeg tør ikke leje en bolig, jeg ikke kender, gennem Novasol igen.«

Novasol skriver i et svar til B.T., at Novasol ikke behandler »konkrete sager i medierne.« 

B.T.  har desuden spurgt Novasol, hvordan de generelt sikrer sig, at de ferieboliger, der udlejes gennem Novasol, lever op til beskrivelserne og billederne af ferieboligerne på Novasols hjemmeside. 

Det har Novasol ikke svaret på.