»Jeg tænkte: ‘Nu har de igen klokket i det’.«

66-årige Karsten Dederding fra Kastrup kiggede med mistro på opkrævningen fra Skattestyrelsen.

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Som efterlønner har han som så mange andre efterlønnere og folkepensionister benyttet sig af muligheden for at indefryse betalingen af sin ejendomsskat - også kaldet grundskyld - så han kan blive boende i sit hus, selvom hans indtægt er faldet, efter han trådte ud af arbejdsmarkedet.

Derfor undrede det ham såre, da han i november sidste år modtog en restskatopkrævning plus renter på den ejendomsskat, han med loven i hånden og myndighedernes godkendelse har indefrosset.

»Det var da mærkeligt, tænkte jeg. Min ejendomsskat plejer jo at blive indefrosset.«

Årsagen til den uventede regning skal findes i Vurderingsstyrelsens stærkt forsinkede og ofte skæve ejendomsvurderinger.

De forsinkede ejendomsvurderinger betyder nemlig, at boligejere landet over i første omgang har betalt boligskatter af foreløbige vurderinger, som så efterreguleres op eller ned, når boligejerne får deres endelige vurdering.

I Karsten Dederdings tilfælde var den endelige 2022-vurdering højere end den foreløbige 2022-vurdering. 

Derfor er hans ejendomsskat for 2024 blevet opreguleret med 1.300 kroner, heraf 110 kroner i tilskrevne renter, selvom den forsinkede skattebetaling ene og alene skyldes Vurderingsstyrelsens forsinkede ejendomsvurderinger.

»Det kunne jeg jo ikke forstå, så jeg kontaktede skattemyndighederne, men de sagde, at de ikke måtte indefryse restskatopkrævningen,« siger Karsten Dederding og tilføjer:

»Jeg synes, det er mærkeligt, at jeg har ret til at få indefrosset ejendomsskatten på den ene måde, men ikke på den anden måde. Det kan jeg ikke rigtig få til at hænge sammen, vel?«

Karsten Dederding bor i et hus i Kastrup ikke langt fra lufthavnen.
Karsten Dederding bor i et hus i Kastrup ikke langt fra lufthavnen.

B.T. har siden 27. februar bedt Skatteministeriet svare på, om opkrævningen af rest-ejendomsskat plus tilskrevne renter er gængs praksis? 

Og hvis det er tilfældet: Hvor mange pensionister er så havnet i en situation, hvor de skal betale en rest-ejendomsskat plus renter, selvom de med ejdomsskatteloven i hånden og myndighedernes godkendelse har fået ja til at indefryse deres ejendommskatter.

Fredag 6. marts har B.T. efter flere rykkere modtaget svar fra Skattteministeriets presseafdeling: Skatteministeriet vil af hensyn til  princippet om embedsværkets partipolitiske neutralitet først svare, når valgkampen er overstået, og der er dannet en ny regering. 

Er Karsten Dederding et enestående tilfælde?

Det tvivler han selv stærkt på.

»Der må være mange pensionister i samme situation som mig, og i dyrere områder kan restskatten velsagtens løbe op i flere tusinde kroner,« siger han.

Karsten Dederding har modvilligt betalt restskatten plus de tilskrevne renter her i begyndelsen af 2026.

»Det var jeg jo ikke meget for, men ellers kommer de vel efter mig med inkasso. Der er jo en grund til, at jeg har valgt at indefryse betalingen af ejendomsskatten. Jeg får ikke de store penge udbetalt om måneden,« siger han.

Karsten Dederding opfordrer skatteministeren til ændre lovvgivningen - hvis der er brug for det - så efterlønnere og pensionister få indefrosset restskat, der udelukkende skyldes Vurderingsstyrelses forsinkede ejendomsvurderinger.

SkattemimnisterAne Halsboe-Jørgensen (S).
SkattemimnisterAne Halsboe-Jørgensen (S). Foto: Mathias Svold

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen har - efter B.T.s afsløring i januar af at boligejere betaler strafrenter i form af rentetillæg og løbende renter af restskatter, som skyldes Vurderingsstyrelsens forsinkede ejendomsvurderinger - sat sit embedsværk i gang med at finde en løsning.

Skatteministeriet har oplyst til B.T., at det kommer til at kræve en lovændring.

Karsten Dederding opfordrer i den forbindelse skatteministeren og Folketinget til at slå to fluer med et smæk:

»Når nu skatteministeren alligevel er i gang med at kigge på, hvordan loven kan ændres, så man ikke skal betale de urimelige renter, så ville det være oplagt at tage det her med i samme ombæring og få strømlinet lovgivningen. Jeg håber, at der kommer en løsning på det.«

Danmarksdemokraternes skatteordfører, Hans Kristian Skibby, vil - hvis han opnår genvalg - rejse sagen over for skattemisteren. 

»Når man har fået godkendt sin indefrysning, så skal der altså ikke lige pludselig dumpe en uventet restskatopkrævning ind ad brevsprækken,« siger han og tilføjer: 

»Ministeren må svare på, hvor udbredt det her problem er.« 

Pensionister, efterlønnere med flere kan mod pant i ejendommen få indefrosset betalingen af ejendomsskat på både helårsboliger og sommerhuse.