Danskernes appetit på at købe ny bolig er fortsat glubende.

I april skiftede hele 8.480 boliger ejer, viser dugfriske handelstal fra Boligsiden.

Det er en stigning i det samlede boligsalg på to procent sammenlignet med samme måned sidste år, og det er samtidig det næsthøjeste april-salg i Boligsidens statistik, der går tilbage til 2011.

Kun i april 2021, hvor corona-nedlukninger fik danskerne til at shoppe boliger som aldrig før, blev der i en april-måned solgt flere boliger.

Salget af huse og ejerlejligheder i april viser, at den klassiske ringe-i-vandet-effekt er ved at sætte ind.

De tårnhøje priser i hovedstaden og et stærkt opadgående prispres i Aarhus betyder nemlig, at boligsalget nu er begyndt at flytte sig lidt geografisk.

For eksempel faldt antallet af solgte ejerlejligheder i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i april i år sammenlignet med april 2025, mens salget af ejerlejligheder i samme periode er steget markant i Rødovre Kommune.

Mønsteret gentager sig, når det handler om villaer og rækkehuse. 

Her er priserne nu så høje, at køberne i stigende grad bliver presset ud af hovedstadsområdet, hvilket har øget salget af huse på Vest- og Sydsjælland.

I april i år kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Københavns Kommune 8,9 millioner kroner.

Til sammenligning skulle køberne lægge 2,6 millioner kroner for 140 gennemsnitlige kvadratmeter hus i Holbæk Kommune, der ligger cirka 55 kilometer fra centrum af København.

Også i Østjylland har der været høj aktivitet på husmarkedet i april i år.

»Tidligere har det især været hovedstadsområdet, der trak det samlede boligsalg op, men her ser vi nu en tendens til et lidt lavere tempo. Omvendt er der sket en klar stigning i salget af huse i Østjylland,« siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Hun tilføjer: 

»Det er de berømte ringe i vandet. Den høje aktivitet i hovedstadsområdet har spredt sig til andre dele af landet.«