Man er aldrig langt fra en latte eller et døgnåbent supermarked.

Til gengæld er livet i byen for de fleste også lig livet i en lejlighed - og har man drømt om et nyt hjem i en etageejendom, så må man sande, at priserne igen, igen har taget et nøk opad.

For en gennemsnitlig dansk lejlighed er nu udbudt til 31.943 kroner kvadratmeteren - en stigning på 10 procent fra sidste år. Det viser en opgørelse af udbudspriserne fra boligsiden Boliga.*

Altså forventer køberne anno 2018 endnu mere for deres bolig, end deres pendanter fra sidste år.

Og det er blandt andet de lave renter og tilflytningen til storbyerne, der har presset priserne op. Det forklarer chefanalytiker og boligøkonom i Nykredit, Mira Lie Nielsen:

»Stigende efterspørgsel, stor indkomstfremgang koblet med et forholdsvis lavt udbud af ejerlejligheder giver høje prisstigninger, som dog ventes at blive mere afmålte i år og næste år.«

»Ejerlejlighedspriserne er simpelthen kommet op i et leje, hvor færre vil og kan være med. De historisk høje priser på ejerlejligheder vil gøre, at boligkøberne nu falder fra - enten fordi budgettet ikke kan holde til prisniveauet, eller fordi frygten for prisfald afholder nogle for at slå til,« siger hun.

Tendensen er allerede begyndt at slå igennem. Nye tal fra ejendomsmæglerbranchens portal boligsiden viser, at særligt på lejlighedsmarkedet er der en opbremsning i de gode tider for sælgerne: Der bliver nemlig solgt markant færre lejligheder end sidste år.

Sjælland versus Jylland

Der er ingen tvivl om, at det er hovedstadsområdet, der er den dyreste landsdel for de lejlighedskøbende.

Og ser man på postdistrikter er det da også den nybyggede bydel Nordhavn, København K, Hellerup og brokvartererne, der koster mest - og man skal runde den magiske 40.000 kroners grænse for at finde det første jyske postnummer: Aarhus C.

Her er lejlighederne ifølge Boliga udbudt til 37.272 kroner - mens eksempelvis den nye københavnske bydel Nordhavn har en gennemsnitlig udbudspris på 56.163 kroner.

Og det nybyggede er en del af forklaringen på, hvorfor hovedstaden er prismæssigt er stukket fra Aarhus.

I København er der nemlig en mangel på små boliger, forklarer Mira Lie Nielsen:

»Aarhus står over for et lignende efterspørgselspres fra en voksende befolkning, men her har boligbyggeriet tilsyneladende kunnet matche boligbehovet, og der bygges samtidig både store og små boliger.«

Derfor vokser de aarhusianske priser ikke med samme hastighed som de københavnske:

»Samtidig ser vi, at prisudviklingen på små, mellem og store ejerlejligheder følges noget pænere ad i Aarhus, end de gør i København. Vi skal ikke mere end fem år tilbage, før priserne på en ejerlejlighed i København og Aarhus lå meget tæt på hinanden.«

Her kan du se, hvor meget lejlighederne var udbudt til - og hvor meget de var steget i pris.

Her er de gennemsnitlige kvadratmeterpriser pr. 1. april:

  • Hovedstaden: 40.249 kroner
  • Midtjylland: 25.993 kroner
  • Nordjylland: 21.796 kroner
  • Sjælland: 20.382 kroner
  • Syddanmark: 19.424 kroner

* Boliga har opgjort udbudskvadratmeterpriserne per 1. april fra 2009 til 2018. Der er medtaget postdistrikter med minimum 20 udbud.