Boligrenterne er banket op: Sådan navigerer du i det oprørte rentehav
På bare et halvt år er dette realkredit lån blevet 17.640 kroner dyrere. Hvis du kan leve med usikkerheden, er dette realkreditlån det billigste lige nu.

På bare et halvt år er dette realkredit lån blevet 17.640 kroner dyrere. Hvis du kan leve med usikkerheden, er dette realkreditlån det billigste lige nu.

28. februar 2026.
En skelsættende dag, hvor USA og Israel indledte deres angreb på Iran, som ikke tøvede med at svare igen ved at lukke Hormuzstrædet og angribe amerikanske baser i Mellemøsten.
Og hvad har det så med renten på mine boliglån at gøre, tænker du måske?
Ikke så lidt, faktisk.
For siden krigen i Iran brød ud, er renterne på danske boliglån steget betragteligt. Og det gælder både realkreditlån med fast rente og variabelt forrentede realkreditlån.
For eksempel er renten på det populære F3-lån steget fra 2,21 procent før krigsudbruddet for et halvt år siden til nu 3,07 procent.
Det betyder, at den månedlige ydelse på et afdragsfrit F3-lån på en million kroer steget med hele 490 kroner kroner efter skat til nu 2.390 kroner efter skat om måneden, viser beregninger som Nordea har foretaget for B.T.
Det er noget, der kan mærkes, hvis man sidder med et lån på for eksempel tre millioner kroner. I det tilfælde vil man skulle finde ekstra 17.640 kroner om året efter skat for at betale de ekstra renter på lånet.
»Det er renten og ydelsen på F3-lån, der er steget mest. Det skyldes forventningerne til fremtiden, hvor markedet i dag forventer, at ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) hæver renten tre til fire gange yderligere i løbet af det næste halvandet år,« påpeger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann og tilføjer:
»Det slår hårdt igennem på de korte renter – men selvfølgelig ikke nær så meget på Kort Rente-lån, hvor renten kun er fast for seks måneder ad gangen.«

Renten på Kort Rente-lån, som også har navne som F-kort og FlexKort, er steget fra 2,05 procent til 2,63 procent.
Det har gjort det 330 kroner dyrere efter skat om måneden af sidde med et afdragsfrit Kort Rente-lån på en million kroner.
F5-lån er gået fra en rente 2,46 procent før krigen til nu 3,21 procent, hvilket har sendt den månedlige ydelse efter skat op med 430 kroner på et afdragsfrit lån på en million kroner.
Også de lange renter er steget.
Før krigen kunne man gå i banken og få et afdragsfrit, 30-årigt 3,5-procentslån til kurs 96,6.
I dag hedder renten fire procent til kurs 94,6.
Jo lavere kursen er, desto større kurstab får man ved optagelsen af lånet.
Når man kører de fastforrentede realkreditlån igennem den store regnemaskine, når den frem til, at den effektive rente er steget med 0,37 procentpoint, siden USA og Israel angreb Iran i februar.
Det betyder, at det er blevet 360 kroner dyrere efter skat om måneden at sidde med et 30-årigt, afdragsfrit realkreditlån på en million kroner.
Efter en måneds stilstand i kamphandlingerne angreb USA igen i søndags.
Iran svarede prompte igen og angreb amerikanske baser i Mellemøsten.
Det har ifølge Lise Nytoft Bergmann gjort rentemarkederne endnu mere følsomme, end de var i forvejen.
»Den eskalerende militære konflikt mellem USA og Iran i og omkring Hormuzstrædet har sendt energipriserne markant op, og det har igen skabt frygt for global inflation og dermed højere renter fra centralbankerne,« siger hun.
Centralbankerne hæver nemlig renterne for at banke inflationen ned.
Markedet forventer, at ECB vil hæve renten tre gange inden sommerferien 2027. Første gang her den 10. september, hvor markedet vurderer, at sandsynligheden for en rentestigning på 0,25 procentpoint er over 99 procent.
Onsdag sendte Totalkredit en ny renteprognose ud, som stritter i forhold til markedets forventninger.
Totalkredit er enig med markedet i, at ECB hæver renten her 10. september, men her ophører enigheden så også.
Totalkredit forventer nemlig i modsætning til markedet, at Den Europæiske Centralbank vil sætte renten ned igen i løbet af 2027. Det vil give lavere renter på især F-kort-lån.
Uenigheden mellem Totalkredit og markedets er et godt spejl på, hvor stor usikkerheden er på rentemarkedet.
Hvis man kan leve med den usikkerhed og ikke mindst er kreditgodkendt til det, kan man overveje at tage et F-kort-lån, som her og nu er det billigste realkreditlån på markedet.
Men sover man bedst om natten ved at kende sine boligudgifter mere end et halvt år frem ad gangen, skal man gå efter et fastforrentet lån eller alternativt et F5- eller F3-lån, hvor man er sikret den samme rente de næste henholdsvis fem og tre år.
Har man dyrere gæld, som man skal afdrage på, lav belåning i sin bolig, eller har man brug for mere luft i økonomien, mens man for eksempel har små børn, kan man overveje et lån med afdragsfrihed.