Boligejere kan juble: Priserne på deres mursten fortsatte op i sommerferien
På ét år er prisen steget med over 1,2 millioner kroner. Svært at være førstegangskøber, konstaterer boligøkonom.

På ét år er prisen steget med over 1,2 millioner kroner. Svært at være førstegangskøber, konstaterer boligøkonom.

Mens danske boligejere har daset ved poolen under sydens sol eller nydt sommerferien i sommerhuset under hjemlige himmelstrøg, er friværdien på huset eller ejerlejligheden derhjemme igen vokset.
Både hus- og ejerlejlighedspriserne steg nemlig i juli, viser nye tal fra Boligsiden.
Korrigeret for de normale sæsonudsving steg huspriserne med 0,7 procent fra juni til juli, mens priserne på ejerlejligheder steg med 0,8 procent.
For huse er prisstigningstakten den højeste i de knap 16 år, som Boligsidens statistik dækker, bortset fra en kort periode under coronaen.
»Boligmarkedet går ind i andet halvår med betydelig styrke. Priserne stiger på alle boligtyper og husmarkedet har endda leveret de kraftigste prisstigninger i mange år. Overordnet set er der tale om en udvikling, som de fleste boligejere kan være godt tilfredse med,« siger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.
På landsplan er et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter blevet næsten en kvart million kroner - helt præcis 247.000 kroner - mere værd det seneste år. I juli i år lød hammerslaget på 2.823.000 kroner.
»Det er selvfølgelig skønt for de eksisterende ejere, at huspriserne buldrer op, men det vidner samtidigt om, at førstegangskøberne har fået stadig sværere vilkår,« bemærker Lise Nytoft Bergmann.
Prisstigningerne er imidlertid geografisk skævt fordelt.
I Københavns Kommune har en gennemsnitlig husejer det seneste år sovet sig til en millionformue i mursten.
Her er prisen på et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter nemlig steget med hele 1.223.000 kroner og blev i juli solgt for 9.264.000 kroner.
Den værdistigning kan den københavnske husejer veksle til et gennemsnitligt på 140 kvadratmeter på Lolland og så stadig have masser af friværdi tilbage.
I juli skulle man nemlig blot lægge 783.000 kroner for 140 gennemsnitlige kvadratmeter hus på Lolland. Det betyder, at husejeren i København kan bytte sit hus til en mindre landsby med 12 huse på Lolland.
Også lejlighedsejerne har set friværdien tikke op ad, mens de har ferieret.
En gennemsnitlig treværelseslejlighed i Københavns Kommune blev i juli solgt for 6.138.000 kroner.
På samme tidspunkt sidste år kostede den samme lejlighed 5.070.000 kroner.
Prisstigningstakten er dog aftaget, i takt med at udbuddet af lejligheder siden nytår er steget i hovedstaden.
I København steg ejerlejlighedspriserne med 0,4 procent i juli, og det er markant mindre end de to procent eller mere, vi så i en længere periode indtil foråret i år, skriver Svend Greniman Andersen, seniorøkonom i Nykredit, i en kommentar til Boligsidens nye tal.
»Udbuddet af ejerlejligheder til salg i København stiger hastigt, og selvom niveauet nu blot er normaliseret, og handelsaktiviteten fortsat er høj, så er det med til at dæmpe prisvæksten,« bemærker han.
Svend Greniman Andersen tilføjer:
»Efter to år med en samlet prisstigning på over 40 procent er priserne nu kommet så højt op, at mange købere ikke kan eller vil betale endnu højere priser. Den typiske køber har ramt loftet for, hvor meget mere der kan lånes i banken, og der er trods alt grænser for, hvor meget finansiering der kan hentes fra den nærmeste familie.«
Nykredit forventer, at boligpriserne vil fortsætte op i 2026, 2027 og 2028. Dog i et lavere tempo end i de seneste år.