Der har nok været lejlighed til at finde en af husets bedste flasker frem, da handlen af en helt særlig villa i Hellerup i løbet af sommerferien gik igennem.

Huset blev nemlig ikke bare solgt dyrt - det blev solgt dyrere end noget andet hus de seneste 10 år, viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.

Prisen for at overtage den dyre adresse var nemlig 70,5 millioner kroner, og dermed placerer handlen sig helt i top.

Og når der handles en bolig til et sådant beløb, kan der selvfølgelig også sættes tjek ved samtlige af de punkter, som en vaskeægte liebhavervilla bør indeholde:

Adressen hører til en af Hellerups bedste, beliggenheden er direkte ud til vandet, og så er der masser af plads. Helt præcist er pragtvillaen nemlig på 347 kvadratmeter - noget mere end de fleste andre skal have indrettet, når de køber nyt hjem.

Dyre kendishandler

Som det også sker for så mange andre sælgere i disse år, er der noget af et spring fra købsprisen til salgsprisen - også selvom man ikke har resideret på adressen i årtier.

Knap tre år nåede sælgerne nemlig at eje adressen, og det har angiveligt været længe nok til, at de har gjort en god handel.

Sælgerne købte Hellerup-villaen tilbage i 2015 af filminstruktør Bille August for 37 millioner kroner. Dermed er prisen på to og et halvt år steget med over 30 millioner kroner.

Den eneste handel, der prismæssigt er næsten oppe og matche den nyhandlede villa, er Karsten Rees nordsjællandske Vedbæklund. Da det blev solgt i slutningen af 2010, var prisen nemlig 70 millioner kroner.

Skruer man tiden 10 år tilbage - til sommeren 2008 - så var der dog en handel, der trumfer prisen på den nyhandlede villa:

Dengang købte forretningsmanden Hans Henrik Palm et andet Hellerup-palæ af it-rigmanden Erik Damgaard for 75 millioner kroner.

Men da han solgte det igen, var det ikke til en højere pris. Han fik nemlig 'blot' 50 millioner kroner for det, da Fitnessworld-milliardær Henrik Rossing blev ny herre på adressen i 2011.

Årets dyreste handler

Når kalenderen skifter til et nyt år, vil man ikke kun kunne se tilbage på et år, hvor sommeren var glohed. Boligmarkedet anno 2018 var det også.

I den tidlige sommer blev en villa på Vedbæk Strandvej ifølge Boliga nemlig handlet for 55 millioner kroner - mens en anden herskabelig perle på Frederiksberg er blevet handlet til 51,1 million kroner.

Kun to udbudte villaer har rundet de 50 millioner: Et palæ i nordsjællandske Kongens Lyngby og en moderne strandvejsvilla med udsigt til Øresund samt adresse i Vedbæk.

Se de dyrest udbudte villaer her.