Det martrer hendes jurauddannede hoved.

77-årige Jette Vorstrup med en fortid som chef i Erhvervsministeriet bliver beskattet af en teoretisk mulighed for at udstykke sin store sommerhusgrund, selvom kommunen siger nej.

»Det er helt håbløst. Jeg har brugt over 100 timer på det her,« siger hun. 

Jette Vorstrups sommerhus ligger på en 2.970 kvadratmeter (herfra udgør vej 412 kvadratmeter) stor grund helt ude på odden i Odsherred Kommune.

Vurderingsstyrelsen har i den foreløbige 2024-vurdering, som Jette Vorstrup betaler skat på baggrund af, sat grundværdien til 3.124.000 kroner, mens ejendomsværdien - altså grund med bebyggelse på - er sat til 2.599.000 kroner. Selv vurderer hun, at grunden har en værdi på cirka det halve. 

Grunden er altså ifølge Vurderingsstyrelsen i sig selv mere værd end grunden med sommerhus på.

Jette Vorstrups sommerhus ligger på Peter Andersensvej på Sjællands Odde.  Foto: Screenshot fra Google Earth.

Det er den, fordi Vurderingsstyrelsen vurderer grunden ud fra den teoretisk set bedst mulige udnyttelse. 

Og det er ifølge styrelsen at udstykke grunden i to og opføre to stiore sommerhuse på  hver grund. En anden teoretisk mulighed er, at hun opfører et gigantisk sommerhus på knap 384 kvadratmeter på sin grund.

Der er bare et problem.

Det må Jette Vorstrup ikke for Odsherred Kommune.

Jette Vorstrup, 77 år og sommerhusejer.  Foto: Privat foto

Kommunen tillader nemlig ikke udstykning af sommerhusgrunde på under 2.000 kvadratmeter, og sommerhuse i kommunen må som udgangspunkt ikke være større end 200 kvadratmeter. 

Det fremgår sort på hvidt af Odsherred Kommunes kommuneplan og et tillæg,  som trådte i kraft i 2023.

Jette Vorstrup har for god ordens skyld henvendt sig direkte til afdelingslederen i Odsherred Kommunes Plan og Vejmyndighed under Center for Erhverv, Teknik og Miljø.

6. juni i år spurgte hun i en mail afdelingslederen, hvad hun må på sin grund. Må hun udstykke den, og må hun, som Vurderingstyerelsen siger, bebygge 15 procent af grundens areal?

Svaret fra afdelingslederen i Odsherred Kommune er klart:

Nej, det skal hun forvente at få afslag på. 

Mail fra afdelingslederen i Odsherred Kommune til Jette Vorstru, 8. juni 2026.  Foto: Screenshot.

Men den praktiske virkelighed ændrer ikke på Vurderingsstyrelsens vurdering af Jette Vorstrups sommerhus. Grundvurderingen på de 3.124.000 kroner står ved magt.

Vurderingstyrelsen henholder sig nemlig til, at det er det generelle bygningsreglement, der gælder, når der ikke er udarbejdet en juridisk bindende lokalplan for et givet område, men kun findes en mere overordnet, politisk bestemt kommuneplan, som det er tilfældet i Jette Volstrups sag.

Og med det generelle bygningsreglementet i hånden vil Jette Vorstrup teoretisk set kunne udstykke sin sommerhusgrund i to grunde på mindst 1.200 kvadratmeter og opføre to store sommerhuse på 15 procent af grundenes areal.

Altså i teorien.  

I praksis vil hun få nej til et sådant projekt af Odsherred Kommune.

Jette Vorstrup har nu klaget til Skatteankestyrelsen og afventer dens afgørelse.

I ventetiden er skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt imidlertid begyndt at røre på sig.

I et svar til Folketinget 18. august siger Jakob Engel-Schmidt:

»Jeg vil gerne slå fast, at der skal findes en løsning, så boligejerne ikke oplever to forskellige holdninger til, hvor meget der må bygges på en grund. Vurderingsstyrelsen arbejder derfor på at finde en løsning. Jeg forventer, at der kan præsenteres en løsning inden udgangen af i år, men håber det kan gå endnu hurtigere.«

Skatte- og vækstministerens svar falder, efter Ombudsmanden er gået ind i sagen, som ind til kernen handler om, at staten og kommunerne har forskellige opfattelser af udstykningsmuligheder og bebyggelsesprocenter på sommerhusgrunde, når der ikke findes en juridisk bindende lokalplan.

Jette Vorstrup vil se den konkrete løsning, før hun tror på det.

»Der er kun én løsning, og det er, at man i Vurderingsstyrelsen retter sig efter kommunernes kommuneplaner,« siger hun. 

Sagen startede i Berlingske i efteråret 2025.