Influenceren Jake Paul har fået konstateret dobbelt kæbebrud, efter at han natten til lørdag mødte den tidligere sværvægtsverdensmester Anthony Joshua i bokseringen.

Paul har postet et røntgenbillede på det sociale medie X og tegnet en rød ring om de to brud. Det var den pris, han kom til at betale for at tage kampen op med den frygtindgydende modstander.

Amerikaneren holdt sig på benene i mere end fire omgange, inden Joshua kom op i gear.

Paul blev sendt i gulvet to gange i femte omgang og blev endegyldigt stoppet i sjette, da han på ny løb ind i Joshuas højrehånd.

Det ventede nederlag og de smertefulde skader i ansigtet lægger dog ingen dæmper på Pauls bokseambitioner.

- Den brækkede kæbe vil vokse sammen, og jeg kommer tilbage og vil kæmpe mod folk i min egen vægtklasse. Jeg går efter VM-titlen i cruiservægt, siger Jake Paul ifølge BBC.

Kampen var på forhånd genstand for massiv kritik fra eksperter, der ikke mente, at internetberømtheden havde noget at gøre i ringen mod den tidligere verdensmester.

Ikke blot fordi, der på papiret var stor niveauforskel, men også på grund af forskellen i boksernes størrelse. Mens Joshua bokser i sværvægt, har Jake Paul kæmpet de fleste af sine nu 14 kampe i cruiservægt.

Og selv om undertippede Jake Paul holdt sig oprejst længere, end nogle iagttagere havde frygtet, var det ikke alle, der var imponeret over det, de så i Kaseya Center i Miami.

- Det er et klovneshow, skrev den tidligere UFC-mester Aljamain Sterling på X.

Kampen var 36-årige Anthony Joshuas første, siden han tabte en VM-titelkamp til Daniel Dubois i september sidste år.

/ritzau/