Bokseren Sarah Mahfoud, som sidste efterår dansede sig til sejren i ’Vild med dans’, satser benhårdt på at slå igennem som professionel bokser.

Det sker blandt andet ved, at hun nu har droppet sit job som social- og sundhedsassistent.

Det fortæller hun til Se & Hør.

»Lige nu er jeg tilmeldt et vikarbureau, så jeg bedre kan planlægge min tid. Det passer mig lidt bedre, for op til en kamp, kan jeg måske ikke arbejde,« fortæller Sarah Mahfoud.

Den 27-årige dansker, der indtil for nylig var amatørbokser, vandt sin debutfight som professionel bokser tilbage i februar, da hun besejrede tjekkiske Pedra Podreska. Det tog hende bare 29 sekunder.

Næste gang hun skal i ringen er i Frederiksberg Hallerne, når Mogens Palle og Brian Nielsen inviterer til Danish Fight Night den 7. oktober.

Tilbage i februar fortalte Sarah Mahfoud efter sin sejr over Podreska, at hun drømmer om en EM-kamp.

Sarah Mahfoud efter en sejr over Bettina Nielsen.
Sarah Mahfoud efter en sejr over Bettina Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er det, jeg vil og har brændt for. Jeg har bokset, siden jeg var 14 år, så det er en drøm, der går i opfyldelse, og det skal bare gå godt. Det skal jeg også nok sørge for, det kommer til,« sagde hun BT Sporten.

Dengang fortalte Mahfoud også, at hun ikke havde planer om at droppe sin SOSU-assistent-tjans, som hun brugte 25 timer om ugen på.

»Men jeg håber selvfølgelig, jeg i en periode også kan lægge det lidt væk og fokusere endnu mere på boksningen. Jeg har også en drøm om at læse til sygeplejerske, så det skal også gerne kunne flettes ind med noget fjernstudie til sommer,« lød det i februar fra Sarah Mahfoud, som altså nu har realiseret sine drømme om at sætte SOSU-arbejdet i bero, så boksningen kan komme mere i fokus.