Den danske fjervægtsbokser Sarah Mahfoud tog fredag aften endnu en skridt mod en VM-kamp.

Det skete, da den 29-årige dansker besejrede sydafrikanske Bukiwe Nonina ved Danish Fight Night i Nykøbing Falster Hallen.

Sarah Mahfoud vandt på point med alle tre dommerstemmer efter 10 omgange.

Dermed blev hun noteret for sin ottende sejr i lige så mange kampe.

Ifølge DR ville en sejr resultere i en kamp om verdensmesterskabet hos bokseforbundet IBF, og i optakten til kampen var det da også en fortrøstningsfuld Sarah Mahfoud, der udtalte sig om udsigten til en stor titelkamp.

- Mogens (Palle, red.) lovede, at han ville gøre mig til verdensmester, inden jeg blev 30 år, og indtil videre leverer han jo. Han skaffer mig i hvert fald kampene, sagde Mahfoud om den danske boksepromotor.

Sarah Mahfoud besejrede senest 38-årige, franske Stephanie Ducastel med dommerstemmerne 3-0, og hun har nu fem sejre på point, mens tre har været på teknisk knockout.

27-årige Bukiwe Nonina har bokset 19 kampe. Hun har efter nederlaget til Mahfoud 14 sejre, fire nederlag og en uafgjort kamp.