Sarah Mahfoud bokser karrierens første titelkamp 18. januar. Vinder hun, venter der hende en regulær VM-kamp.

Sarah Mahfouds boksekarriere fortsætter den positive udvikling.

Senest slog hun den højere rangerede Stephanie Ducastel, og nu venter der så en belønning i form af et opgør om IBFs interkontinentale titel.

Her møder den danske bokser sydafrikaneren Bukiwe 'Anaconda' Nonina, der pt. er mester hos det lille WBF-forbund, som ingen regner for så meget internationalt set.

Det bliver Bukiwe Nonina, der møder Sarah Mahfoud i en VM-kvalifikationskamp. (pressefoto) Vis mere

Men Bukiwe Nonina har dog slået et par gode navne i karrieren, der tæller 13 sejre og tre nederlag. Blandt andre besejrede sydafrikaneren Dina Thorslunds kommende VM-modstander Alesia Graf i 2017.

Kampen betegner promotor Mogens Palle som et kvalifikationsopgør om en VM-titelkamp i fjervægt hos IBF, hvor den regerende verdensmester frivilligt har smidt sin titel.

Sarah Mahfoud jubler over at få muligheden ved Danish Fight Night 18. januar.

»Det kan jo ikke blive mere spændende. Det er nu, at det begynder at blive rigtigt sjovt. Jeg er spændt og glæder mig rigtig meget. Det er fedt, at Mogens Palle har fået forhandlet det på plads, og at jeg nu bokser på det dette niveau,« siger Sarah Mahfoud i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg tror slet ikke, at jeg har forstået det endnu. Det begynder at ligne alt det, jeg har drømt om. At se sit eget navn stå øverst på Europa-ranglisten er helt vildt fedt. Og nu får jeg så denne titelkamp, som åbner op for en VM-kamp. Alt det, jeg har kæmpet for og håbet på, da jeg debuterede som professionel, begynder at lykkes nu.«

Sarah Mahfoud har bokset syv kampe som professionel og vundet alle sammen.

Og det vil Mogens Palle nu belønne med udsigten til en VM-kamp af de helt store.

»Det bliver bestemt ikke nogen nem opgave for Sarah Mahfoud. Bukiwe Nonina har en helt anden og meget vanskeligere stil end Stephanie Ducastel. Men Sarah er en meget kløgtig bokser. Hun er smart og hurtig og har boksemæssigt forbedret sig kolossalt fra kamp til kamp, så jeg tror på, at hun kan tilkæmpe sig VM-kampen,« siger Mogens Palle.

Sarah Mahfoud får titelkamp hos IBF. (Pressefoto) Vis mere

Hovedkampen i Nykøbing Falster bliver 19-årige Oliver Meng (4-0), der på sin hjemmebane bokser om IBF’s junior VM-bælte mod Maono Ally (8-3-1) fra Tanzania.

Derudover skal Ditlev Rossin, Enock Poulsen, Daniel Heinze og Allan Mahfoud også i kamp.